Fornuftig VOK-aftale dæmmer op for EUs skadevirkninger
Regeringen og DF strammer udlændinge-politikken på en række punkter. Aftalen opstiller en række dokumentationskrav til personer, der benytter EU-reglerne om fri bevægelighed, således at misbrug og svig undgås.
Dansk Folkepartis aftale med regeringen har tre overordnede konsekvenser:
- Aftalen opstiller værnsregler mod konsekvenserne af Metock-dommen
- Aftalen anviser en køreplan for at få ændret det EU-direktiv, der lægges til grund for Metock-dommen
- Aftalen strammer væsentligt op på udlændingepolitikken i forhold til:
- indfødsretsprøven
- sprogprøven
- selvforsørgelse
- udvisningsreglerne skærpes
- indrejseforbudet skærpes
For første gang i en politisk aftale med regeringen har Dansk Folkeparti sikret sig, at vi i forening følger regeringens arbejdsproces i forhold til EU. Dét fremgår af den aftale, som Dansk Folkeparti den 22. september klokken ca 17.30 har indgået med regeringen, og som på en række områder strammer dansk udlændingepolitik og dæmmer op for de skadevirkninger, som EU og EF-domstolen påfører Danmark.
Det sker efter et intenst forhandlingsforløb med regeringen de seneste 14 dage som reaktion på den såkaldte Metock-dom, som EF-domstolen afsagde 25. juli i år og som DF betegnede som en torpedo imod dansk udlændingepolitik.
Kristian Thulesen-Dahl og Peter Skaarup, der har forhandlet aftalen på plads, er tilfredse med resultatet. Det har allerede fra i sommer, da Metock-dommen faldt, stået klart, at Dansk Folkeparti ønskede, at regeringen tog et opgør med EF-domstolen i Luxembourg. Det stod lige så klart, at dét ønskede regeringen ikke. Et synspunkt, der støttes éntydigt af Folketingets EU-politiske flertal, der sammen med Venstre og Konservative består af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, de radikale og Ny Alliance.
Derfor gik vi til forhandlingerne med ønske om flest mulige stramninger og løsninger, der kunne ændre på den utålelige situation, Danmark kom i efter EF-domstolens dom. Og udover en række stramninger af udlændingeloven opnåede Dansk Folkeparti, at vi nu har en aftale med regeringen om næste år at gøre status på de bestræbelser på i EU at få ændret opholdsdirektivet, som vi har aftalt, at regeringen går i gang med, og allerede tager op til EUs rådsmøde om tre dage.
Desuden har vi med aftalen sikret, at regeringen inden udgangen af marts næste år udarbejder en juridisk redegørelse om forholdet med grundloven og EF-domstolens kompetence. For en sikkerheds skyld får vi i Dansk Folkeparti også udarbejdet et tilsvarende juridisk responsum.
Vi genbekræfter desuden udlændingeaftalen fra maj 2002 om at regeringen og Dansk Folkeparti i tilfælde af en pludseligt opstået massetilstrømning af flygtninge mødes for at drøfte den nærmere håndtering af situationen. Hvert kvartal frem over det aftalt at vi mødes med regeringen for at følge op på, atg aftalen virker efter hensigten.
I dagens aftale med regeringen gennemføres en række stramninger af udlændingepolitikken. Blandt andet kræves, at de EU-borgere, der benytter eller har benyttet reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed i EU-landende, skal have reel og faktisk etablering i landet, og at dette skal dokumenteres. Arbejdstagerbegrebet bliver desuden skærpet, bl.a. vil det blive præciseret, at man ikke har et retskrav på at blive anset som EU-arbejdstager, selvom arbejdsopholdet har varet 10 uger eller mere.
Kravene til at opnå dansk indfødsret (statsborgerskab) skærpes væsentligt, både med hensyn til indfødsretsprøven, sprogprøven og kravene til selvforsørgelse. Desuden bliver det lettere at udvise kriminelle udlændinge - også EU-borgere - og flere udvisningssager skal bringes for domstolene. I tilgift hertil skærpes indrejseforbudet, så udviste ikke blot kan rejse ind i landet igen.
I rækken af stramninger bliver også betingelserne for skærpelse af ægtepars adgang til at hæve kontanthjælp i længere tid. Fremover skal begge kontanthjælpsægtefæller opfylde et krav om 450 timers arbejde indenfor 24 måneder for ikke at miste den ene kontanthjælp - 300 timers reglen ændres altså til 450 timer. Reglen skal fremover også omfatte ægtepar, hvor den ene er i almindeligt, ustøttet arbejde.
Samlet set vurderer vi, at stramningerne er af en sådan karakter, at langt de fleste og værste virkninger af Metock-dommen hindres.