Christiansborg, onsdag den 7. januar 


Hvad Fogh ikke sagde

Af Morten Messerschmidt, MF & EU-spidskandidat for DF

Det meste omtalte efter statsministerens nytårstale synes at være de emner, der ikke blev nævnt. Det kan jeg tilslutte mig. Hvor Statsministeren i januar 2008 stort set kun talte om EU, euroen og de øvrige forbehold, var årets tale klinisk renset for disse emner. Det kan skyldes to ting. Enten har Fogh gennem et år med metock-dom og meget mere indset, at Danmark står sig bedst ved at holde fast i forbeholdene. Eller også har Fogh indset, at vejen frem er at holde lav profil og lade en afstemning komme som en tyv om natten. Noget tyder på det sidste, hvilket blandt andet den høring, som Europaudvalget er blevet bedt om at arrangere i starten af det nye år, vidner om.

Eurotilhængerne har på grund af finanskrisen i en periode kunnet lokke med lave boliglån. Men hvad der umiddelbart lyder som sød tale, kan vise sig at være en meget dyr fornøjelse. For det første er de danske renter på vej ned i en fart, som ikke lader euroen meget tilbage. Men hvad langt mere alvorligt er, har euroen gennem sine ti første leveår slet ikke levet op til forventningerne om at skabe vækst og arbejdspladser. Tværtimod er arbejdsløsheden i euroland fortsat højere end blandt de EU15-lande, som står uden for. Og det samme gør sig gældende på alle andre økonomiske faktorer, hvor euroen ikke har kunnet levere varen.

En forklaring kan man få ved at betragte den 10årige obligationsrente rundt omkring i eurozonen. Internt iblandt landene er der nemlig enorme rentespænd – på enslydende fordringer. Igennem finanskrisen har Tyskland og Italien haft et spænd på næsten én procent. Det burde få alle advarselslamper til at lyse. Det viser nemlig, at lande som Italien, Spanien, Grækenland, Portugal mv. fortsat trækkes med en helt åbenlys mangel på reformer af deres arbejdsmarkeder og pensionssystemer. Sådanne reformer kan EU ikke tvinge igennem – og de er svært upopulære blandt befolkningerne, hvorfor ingenting sker. Det betyder, at euroens politik, når det kommer til rente og valutakurs, reelt er splittet mellem to slags økonomier – de veldrevne og de træge. Problemet er bare, at økonomier med så store forskelle ikke kan holde til fælles rente, fælles valutakurs osv. Og det ved markedet godt. Derfor er markedsrenten forskellig. Men i EU tror man stadig på, at forskellene forsvinder, hvis bare vi venter længe nok.

Men vores økonomiske succes er ikke en tilfældighed. Det er konsekvensen af mange års fornuftige reformer. Tilsvarende er de træge økonomiers deroute et udtryk for disse landes manglende reformer. De fleste kan vist se det ufordelagtige i, at sunde økonomier skal have sine økonomiske redskaber styret af træge økonomier, som har brug for noget helt andet. Derfor bør Fogh genoverveje sine skumle planer om at afvikle kronen.

GAMLE BLOG-INDLÆG:


Af MF Peter Skaarup. Næstformand for Dansk Folkeparti og integrationsordfører

Torsdag den 10. december 2008 

Forestil dig kære læser, at en gruppe bevæbnede fanatikere trængte ind i lige netop din by, hvorefter de besatte centrale knudepunkter og begyndte at skyde løs på alt og alle, herunder børn, kvinder og gamle. Forestil dig endvidere, at disse forbrydere udvalgte særlige folkegrupper som på baggrund af deres religion og etnicitet skulle myrdes. Forestil dig endeligt, at det eneste man kunne identificere den velorganiserede bande mordere på var deres tilhørsforhold til en religion, som oftest beskrives som både fredelig og barmhjertig.

Nuvel ovenstående eksempel stammer naturligvis fra den indiske storby, Mumbai, der forleden blev rystet af den mest modbydelige form for terror, man kan forestille sig. Men, den kunne have udspillet sig i hvilken som helst storby på denne planet.

Ondsindet, grusomme og helt uden menneskelighed førte terroristerne sig frem og myrdede indere, jøder, amerikanere, briter og så ellers tilfældige ofre i deres nærhed.

Inderne er i dag rystede. De er rystede over de manglende terrorlove og den manglende gardering mod terror, som deres regering byder dem. Og de er ikke mindst rystede over, at mennesker påvirket af en ekstrem ideologi kan få sig selv til at handle så modbydeligt.

Jeg må indrømme, at jeg ikke længere kan blive chokeret over den ondskab, der strømmer ud fra de ekstreme tolkninger af Islam, der åbenbart kan drive mennesker ud i de mest vanvittige og inhumane handlinger tænkeligt, og som alverdens storbyer med jævne mellemrum udsættes for: New York, Madrid, London og Mumbai etc. etc. Det er trist, men chokeffekten er ved at fordufte. Terroren bliver desværre hverdag på sin helt egen morbide måde.

Jeg kan stadig blive trist, hver gang vi forsøger at forhindre terroren i at bide sig fast i Danmark, når ellers velmenende mennesker forsøger at forhindre det. Terroristernes rettigheder er der altid dusinvis af jurister til at tale; ofrene bliver som regel overladt til historiens glemsel. Det har jeg svært ved at vænne mig til og endnu vanskeligere ved at forstå. Det er som om der mangler en refleksion over terrorens modbydelige væsen og ikke mindst forfærdelige konsekvenser blandt mange såkaldte menneskerettighedsaktivister.

Lad mig forklare, hvordan en for slap antiterrorindsats kan ødelægge menneskerettighederne og skabe krig og kaos. Dengang israelerne og palæstinenserne under Oslo-processen nærmede sig hinanden og samhandlen og tilliden steg, stod der altid en islamisk ekstremist på spring for at sprænge sig og en bus fuld af israelere i luften. Det virkede. Tilliden blev undermineret og de fredelige kræfter blev trængt i baggrunden.

Indien og Pakistan er pt. i gang med en historisk fredsproces. De to landes regeringer er i gang med tillidsskabende foranstaltninger og samhandlen vokser. Responsen lader ikke vente på sig fra de ekstreme muslimers side. Unge hjernevaskede mænd, som åbenbart oven i købet var på stoffer, blev sendt af sted på en mission for udelukkende at skabe død og ødelæggelse. Det politiske motiv var åbenlyst at skabe mistro og spille på de religiøse og etniske modsætninger i det sammensatte Indien. Ud over naturligvis at skabe frygt og utryghed via terroren og på den sygelige måde bevise, at terroristerne har en pointe, når de siger, at verden er af lave.

At terroristerne når langt i forhold til at skabe ufred og knuse spirende fredsprocesser, er i min optik ikke helt så overraskende, som det er virkningsfuldt. Grunden til, at terroristerne har succes med deres forehavende er ikke, at medierne omfatter dem med meget stor interesse. Det er et vilkår, vi der ønsker at bekæmpe terroren må leve med.

Jeg er dog af den fulde overbevisning, at terroristerne ingenting formåede og hurtigt mistede deres saft og kraft, hvis de almindelige muslimer udstødte dem og fratog dem deres sikkerhed og finansieringsmuligheder. Terrorisme kan ikke gro og trives, hvis ikke menneskerne i terroristernes nærmiljø holder hånden over dem og udviser forståelse og accept for deres handlinger.

For ca. to år siden var det muligt at mobilisere millioner af muslimer rundt om i hele verden til hidsige demonstrationer. Årsagen var nogle harmløse tegninger trykt i en dansk provinsavis. Vreden, hadet og destruktionskraften skræmte mange danskere fra vid og sans. Hvordan kunne en harmløs tegning vække så meget postyr?

I dag, et par uger efter massakren i Mumbai genlyder alverdens muslimske hovedstæder af dyb tavshed. Masserne er ikke mobiliseret for at fordømme den forfærdelige handling begået i Mumbai af vanvittige mennesker, der mener at kunne påråbe sig Islam. Ikke engang den muslimske intelligentsia synes at være oprørt over terroren begået under dække af fredens religion. Alverdens imamer og muslimske lærde synes heller ikke at råbe i munden på hinanden for at minde de menige muslimer om, at terror ikke er noget man må, kan eller bør begå i Islams navn.

Terroren i Mumbai kan ikke tilskrives alverdens muslimer. Naturligvis ikke. Men, tavsheden der synes at være rungende i al sit fravær i den muslimske verden efter massakren i Mumbai, fortæller i sig selv en historie. Tavsheden fortæller historien om en muslimsk civilisation, der har nemmere ved at reagere aggressivt over ligegyldige tegninger, end ved at reagere empatisk overfor de mange uskyldige indere og turister, som blev dræbt af vanvittige islamister i Islams navn.

Det er i sandhed tankevækkende.

Af Morten Messerschmidt, MF & EU-spidskandidat (DF)

Onsdag den 22. oktober 2008

Af den aftale, Dansk Folkeparti og regeringen har indgået efter EF-domstolens afgørelse i metocksagen, fremgår det klart, at regeringen skal arbejde for at ændre opholdsdirektivet. DF og regeringen er enige om, at det skal præciseres i direktivet, at det kræver lovligt ophold i EU at bruge EUs regler. Ikke desto mindre erklærede Statsministeren på Europaudvalgsmødet 14.oktober, at Danmark uden problemer kunne opretholde sin udlændingepolitik samtidig med medlemskabet af EU. Spørgsmålet var foranlediget af en meningsmåling i Jyllandsposten, der viser, at 27 % af danskerne er klar til at melde sig ud, hvis medlemskabet undergraver vores udlændingepolitik.

Hvordan Statsministeren på den ene side kan erklære, at Danmark kan have begge dele – dvs. både EU-medlemskab og sin stramme udlændingepolitik – samtidig med at regeringen i aftalen med Dansk Folkeparti forpligter sig til at ændre de gældende EU-regler, virker usammenhængende. Man kan ikke erklære, at alt ånder fred og ro samtidig med, at man vil ændre de gældende regler for at skabe fred og ro. Enten er der fred eller også er der ufred. Set med Dansk Folkepartis øjne har EF-domstolen erklæret ufred mod dansk udlændingepolitik. Disse problemer sigter aftalen til at løse – men en del af løsningen er, at opholdsdirektivet ændres.

Når Statsministeren så bedyrer, at en sådan ændring vil være en overordentlig vanskelig proces, er det svært at følge den statsministerielle logik. For hvordan kan det på den ene side være svært at få det, som man ønsker – og samtidig har vi ”begge dele”? Svaret er, at Statsministeren taler med to tunger. På den ene side ønsker han at berolige det EU, som han ser som en karrieremulighed. Men på den anden side skal han også berolige det store flertal af befolkningen, som støtter de stramninger, Dansk Folkeparti har fået igennem – og som ikke vil satse disse på EUs alter. Statsministeren skylder befolkningen et svar. Hvordan kan regeringen både ønske at ændre reglerne og samtidig mene, at der ikke er noget at komme efter?

Bedst tænkelige aftale på nuværende tidspunkt

Tirsdag den 7. oktober 2008

Af MF Peter Skaarup, Næstformand i Dansk Folkeparti

Det var med tilfredshed, at Dansk Folkeparti indgik en aftale om stramning af de danske udlændingeregler. Stramningerne, som hele tiden har været ønsket af Dansk Folkeparti kommer som en reaktion på den efterhånden meget berygtede Metock-dom, som nærmest legitimerer illegal indvandring, når blot immigranten gifter sig til lovlig status - mere eller mindre på skrømt.

Det er en integreret del af aftalen, at det relevante EU-direktiv, opholdsdirektivet, skal tages op i EU og revideres. Det er regeringens klare forventning, at det kan lade sig gøre. Vi i Dansk Folkeparti kan ikke vide, om det lader sig gøre, men det er naturligt, at vi lægger stor vægt på, at det lader sig gøre. Med den nye aftale, som skal lukke hullerne i den danske indvandringslovgivning, har vi blot taget et første skridt på en lang vej, der skal føre til en ændring af vores forhold til EU lovgivningen eller en ændring af selve EU lovgivningen.

Vi agter at stole på regeringens forsikringer om, at den kan få ændret lovgivningen i en positiv retning, men vi følger processen meget nøje, og vi slår os ikke til tåls med en halv løsning på længere sigt.

Grunden til at vi indgik en aftale med regeringen var, at det var pinedød nødvendigt at stoppe hullerne i indvandringslovgivningen lige med det samme. Vi kunne og ville ikke vente på, at et EU direktiv bliver ændret. Utålmodige røster både inden- og udenfor Dansk Folkeparti har bedt os om at trække tæppet væk under regeringen. Men, hvordan det skulle stoppe hullet i indvandringslovene, har jeg aldrig fået sandsynliggjort, tvært i mod, ville det have betydet, at vi ikke ville have fået den nye aftale med alle dens stramninger på indvandringsområdet.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at Dansk Folkepartis 25 EU skeptiske mandater ikke rækker langt inde på Christiansborg, når både SF, Socialdemokraterne, det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Venstre og Konservative alle er stort set EU ukritiske. Vi har derfor reelt haft valget mellem at få nogle yderst fornuftige udlændingestramninger igennem, eller slet ingenting at få. 

 Det er i øvrigt af afgørende betydning at følge de nye stramninger tæt. Hvordan virker de, er der nogle huller vi har overset etc.?

Blandt de initiativer, vi har taget vil jeg fremhæve dokumentationskravene til de par, der søger om ophold. De bliver indrettet sådan, at skal forhindre tvangsægteskaber og andre former for arrangerede ægteskaber, og de kan hurtigt vise sig at være et rigtigt godt værn mod den slags ægteskaber, vi så gerne vil til livs.

Endvidere har vi indgået aftale med regeringen om, at vi skal følge udviklingen i indvandringen tæt, og skulle den mod forventning stige væsentligt, så tager vi den op igen. For at imødegå eventuelle incitamenter til øget indvandring af personer, der ikke ønsker at bidrage til velfærdssamfundets opretholdelse, har vi endvidere aftalt en række forskellige stramninger sammen med regeringen.

Det bliver sværere at opnå statsborgerskab, fordi kravene til den prøve, der skal bestås, skærpes. Desuden stilles der højere krav til den danskprøve, som skal bestås. Et andet yderst vigtigt forslag handler om at øge kravet til selvforsørgelse, for ansøgere om indfødsret. Det betyder konkret, at man ikke må have modtaget kontanthjælp mere end seks måneder de seneste fem år, for at kunne opnå indfødsret.

Samtidig er det et vigtigt tiltag, at kontanthjælpsmodtagere skal levere 450 timers arbejde over en toårig periode. Det er afgørende, fordi al erfaring viser, at kontanthjælpsmodtagere ikke bliver integrerede. Det skal ganske enkelt ikke være attraktivt at komme hertil, når man ikke ønsker at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, som vi ser blandt en del indvandrere, ikke mindst kvinderne. Med den akutte mangel på arbejdskraft, vi lider under, har vi ganske enkelt ikke råd og arbejdskraft til at forsørge voksne arbejdsduelige mennesker.

Konkluderende kan man sige, at den siddende regering til at tage et totalopgør med EU systemet. Det har de ikke overraskende ikke villet. Men, venstrefløjen har jo heller ikke tilbudt at tage det opgør, så det eneste alternativ til at forhandle stramningerne på plads på kort sigt - var ingen stramninger - og intet løfte om at få ændret EU direktivet og slået Metock-dommen tilbage, der lirker vores grænser op.

De relativt få vrede røster, der har løftet sig mod DFs aftale med regeringen overser til dels, at Metock-dommen, har haft voldsomme konsekvenser for vores EU politik, også i positiv retning. Her tænker jeg specifikt på, at regeringen i starten af året havde planer om at sætte et eller flere af vores EU forbehold til afstemning, den plan er for længst død og begravet. I skrivende stund viser en undersøgelse, at EU skepsisen er stegt voldsomt blandt danskerne på baggrund af EU systemets manglende respekt for det danske forbehold for den fælles asyl- og indvandringspolitik i Unionen.

Konsekvenserne af Metock-dommen kan meget vel blive, at danskerne på sigt ønsker at genforhandle forholdet til Unionen, hvilket næppe er i de mange EU positive partiers interesse. Jeg er derfor af den overbevisning, at enten får vi lukket portene med den nye aftale og senere justeringer med og uden EU systemets samtykke, eller også kan det hele ende med, at EU bliver blottet for sine rester af folkelig legitimitet i Danmark.

Man behøver således ikke at være EU ekspert på TV for at analysere sig frem til, at Metock-dommen ikke falder i god jord hos Dansk Folkeparti. Jeg er dog overbevist om, at det på sigt vil gå op for mange danskere, at eneste løsning på dette nye og af tilhængere af mere union selvskabte problem, er at stemme på Dansk Folkeparti, for at imødegå EU systemets underminering af den danske suverænitet og derved velfærdsstaten.

Terrortruslen mod den danske hygge og idyl

Fredag den 22. august 2008, af Peter Skaarup

PETs sidste vurdering af det danske samfunds risiko for at blive udsat for terror er dyster læsning. Meget tyder på, at det kun er et spørgsmål om tid, før vanvittige selvmordsterrorister slår til. De årsager PET angiver for, at terrorrisikoen er overhængende er bl.a. følgende: Irak-krigen, Afghanistan ditto og Muhammedtegningerne. Derimod synes den islamiske verdens manglende udvikling og de mange muslimske ekstremisters hang og trang til at gå i krig med alt og alle enten direkte eller indirekte inspireret af de muslimske påbud om Jihad også kendt som hellig krig, ikke at fylde det store i PET rapporten.

Det sidste kan måske skyldes, at PET for nyligt kom til at formane os om, at årsagerne til den muslimske terror ikke bør angives, vi bør i stedet fokusere på symptomer. Og symptomer er der rigeligt af. Det kan givetvis virke frustrerende på islamister, at det dybt formørkede talebanstyre i Afghanistan er sat fra magten. Nu er afghanerne tvunget til at lytte til musik, og deres kvinder må gå uden for en dør.

Mest af alt synes Danmark at have vakt den muslimske verdens vrede, fordi en ældre små-anarkistisk tegner har tilladt sig at sætte streg på symptomet i den muslimske verden, hvilket i Kurt Westergaards streg er, at fanatiske muslimer tager hele den muslimske verden til indtægt for deres menneskefjendske budskab. Det illustrerede Kurt Westergaard som bekendt ved at portrættere en mand, der kunne være den illustrativt ukendte profet Muhammed - med en bombe i turbanen.  

Man skal vist være end almindelig ondsindet, humorforladt og ude af stand til at forstå satiretegninger, for at tolke Kurt Westergaards tegning som andet end et forsøg på at pointere, at for mange muslimers vedkommende er Muhammed en budbringer på linie med Jesus. En kær åndelig leder. Men, for de mest ekstreme muslimer, der benytter selvmordsterror til at opnå politiske mål og som ikke holder sig tilbage for at smide syre i ansigtet på kvinder, der ikke går med slør, ja så forvrænges billedet af Muhammed. Muhammed bliver i Westergaards linse, set gennem ekstremisternes øjne - en bombemand.

Nu behøver man ikke at have gået på Universitet i Amman for at vide, at den historiske Muhammed umuligt kunne have benyttet en bombe til noget som helst, da krudtet af gode grunde ikke var udbredt i Mellemøsten i 600-tallet. I det hele taget markerede Kurt Westergaard meget klart, at han ikke er ude i et politisk ærinde med sin tegning, da han bad Geert Wilders om at fjerne sin tegning fra sin film. Westergaard er netop ikke politiker, men satiriker og således kan ingen politiker eller politisk isme tage ham til gidsel for sine holdninger, hvilket jeg heller ikke gør her. Jeg har ingen anelse om, hvad Kurt Westergaard stemmer og jeg er også uinteresseret.

Til gengæld mener jeg godt at kunne slippe af sted med at tage Kurt Westergaards tegning til indtægt for et træk i den danske folkesjæl: den afvæbnende selvironiske humor, der ofte sætter fingeren på et ømt punkt; et tabu.

Det slog mig, at samtidig med, at PET i alvorlige toner advarede danskerne mod en overhængende terrortrussel mod Danmark, har den lunefulde Kurt Westergaard gang i en korrespondance med den jordanske regering, der ønsker ham dømt for blasfemi ved en jordansk domstol. Kurt Westergaard spørger troskyldigt om han må spise svinekød i et jordansk fængsel og få sat et juletræ op, selvom han mest af alt er ateist, men trods alt kulturkristen.

Paradokset er slående. I Danmark diskuterer vi, om danske børn kan undgå halalmad. I Jordan skal man være heldig for at kunne opdrive et stykke svinekød, selvom man er kristen. I Danmark diskuterer vi om hele skolen skal holde lukket, når de muslimske elever fejrer Ramadanens slutning med Eid festen. I Jordan er det givetvis ikke lige til at fejre jul i fængslet for en blasfemidømt.

Kurt Westergaard er 73 år. Han er pensionist og er ved at have nået en alder, hvor den største fare han udgør for sine omgivelser er, at han risikerer at sløve trafikken, hvis han bevæger sig ud i den på en cykel. Denne på overfladen harmløse mand har tegnet en karikaturtegning, som gør, at vi i Danmark skal frygte terror givetvis fra unge muslimer, hvis forældre kom hertil for at søge om asyl fra undertrykkelse. Det er svært at forstå; det virker surrealistisk.

Billedet af den milde gamle mand med evnen til at spidde dobbeltmoral, hykleri og skinhellighed, der skulle have været kværket af to islamister, der kom til Danmark for at starte på en frisk, er uhyggeligt. Vreden og afmagten vendt mod Kurt Westergaard er ikke blot et angreb på ham. Det er den terroraktion også, som flere islamister er anklaget for at planlægge i Danmark vendt mod tilfældige danskere, indvandrere og turister, der måtte blive skadet af den. Et sådan terrorangreb er et direkte angreb på den danske folkesjæl. På vores frihedstrang, vores ret og pligt til at sige, hvis der er noget, der går os på, hvorefter vi kan tage en diskussion om det.

Den islamistiske terror handler i bund og grund om en dyb og inderlig intolerance overfor fred, frihed, idyl og harmoni. Alt det som den muslimske verden givetvis længes efter, men som den del af verden konstant via ofte forkerte beslutninger og en konstant og vedvarende frygt for frihed og udvikling, forhindrer sig selv i at opnå.

Det er således derfor et paradoks af de helt store, at den muslimske verden eksporterer millioner af mennesker, som ikke formår eller ønsker at henslæbe en tilværelse der, som så når de kommer hertil, for en dels vedkommende bliver fjendtligt indstillet og for nogle ekstremisters vedkommende sågar planlægger og forsøger at udføre terror.

Det er mig umådeligt svært for ikke at sige lige ud umuligt at forstå, når en ung muslimsk, stærkt frustreret mand vælger at blive i et land, hvor han finder livsførelsen, ligestillingen, nøgenheden, ytringsfriheden og den økonomiske frihed så voldsomt frastødende? Hvorfor så ikke tage tilbage til det islamistiske paradis i Iran, Saudi Arabien eller konservative pakistanske provinser, hvor han er mere på bølgelængde?

Jeg ser kun en dybereliggende årsag og det er at sprede den islamistiske rædselsvision til hele verden. Det er at skabe krig og kaos, og i fodsporet på dette, liste islamismen ind ad bagdøren.

I Dansk Folkeparti agter vi aldrig at indstille vores påpegning af, at islamister ikke udspringer af ingenting. Der mangler ganske enkelt en kritisk masse både i den muslimske verden, hvor de er i flertal og i Vesten, hvor de efterhånden udgør massive minoriteter. Jeg mangler en dyb folkelig baseret protestbevægelse både her i den muslimske verden, der rejser sig i vrede mod de islamister, der ødelægger så meget både for de den angriber og for de, der siger, at de tilhører samme religion, blot i en mere moderat version.

Når en harmløs mand som Kurt Westergaard, kan sætte brand i unge muslimers sind, så mener jeg for alvor, at vi står overfor et dannelsesproblem af dimensioner. Rigt illustreret ved den åbenlyse mangel på - og evne - til at gennemskue simple sociale virkemidler som selvironi, satire og godmodig korrektion af en ideologi, der er gået i ugudelig selvsving.

 


Vi skal have indført minimumsstraffe og afskaffet strafrabatter

Den 9. august 2008, af Peter Skaarup:

Det danske retssamfund er under pres i disse år. Politireformen har stik mod hensigten tilsyneladende nedsat politiets evne til at komme trængte borgere til hjælp. Det skal der rettes op på snarest, og i Dansk Folkeparti presser vi konstant på for at få justitsministeren til at gennemføre de nødvendige justeringer.  

Samtidig er der med god grund stor utilfredshed  med stafniveauet, når man eksempelvis sammenligner økonomisk kriminalitet med grov og personfarlig kriminalitet. Jeg vil gå så vidt til at sige, at det juridiske system til tider synes fuldstændigt at have mistet jordforbindelsen.

Jeg tænker her på, at Kurt Thorsen, Brixtofte og Riskær fik ganske høje domme i spændet 2 – 6 år, hvilket kan være fint nok, men som ligger milevidt fra domme for grov vold, der ofte ligger på omkring tre måneder. Proportionerne er ganske enkelt ikke-eksisterende og på trods af, at vi fra Folketingets side gang på gang har skærpet straffene, kan det virke som om, at de juridiske dommere ganske overhører klokkeklare signaler fra lovgivers side om at idømme hårdere straffe for personfarlig kriminalitet.

Vi er mange, der ikke vil acceptere, at man sætter sig fuld ind i en bil og kører folk ihjel. At man kan slå sin hustru ihjel og få automatisk rabat for det. Befolkningen vil slet ikke acceptere, at unge afstumpede mennesker kan slå nogen ihjel på mest bestialsk vis og blive frikendt for mord og ende med en symbolsk straf, om de så er under eller over atten år.

Domstolenes evne og vilje til at straffe grov kriminalitet er netop det kit, der binder et samfund sammen og holder anarkiet fra døren. Den såkaldte 68 revolution er afblæst, selvom de følger den har haft for det danske samfund stadig rammer dybt. Det er trist, men åbenbart nødvendigt at holde de danske domstole i kortere snor, hvilket kun kan ske ved indførelse af bastante minimumsstraffe.

De seneste politiske meldinger går på, at der tegner sig et politisk flertal for at gøre op med strafrabatter for unge, det vil jeg forsøge hårdt at fastholde mine kollegaer i retsudvalget på. Den store kamp kommer til at stå på at få sænket den kriminelle lavalder og sikret minimumsstraffe.

Jeg anfægter således ikke domstoles uafhængighed, som vi skal værne om, men dommere er sat til at administrere de af Folketinget udstukne love, og i den forbindelse ikke inddrage mere eller mindre ideologisk betingede personlige sym- og antipatier. Derfor er det bydende nødvendigt at få genetableret forbindelsen mellem domstolene og den danske befolkning, som har lidt alvorlige tilbageslag i takt med at domstolene, i alt for mange tilfælde undlader, bare tilnærmelsesvis at udfylde de straframmer, som vi i Folketinget har vedtaget.

 

Har Politiken del i terrorbomben i Pakistan?

Den 9. juni 2008

Jeg føler mig kaldet til at dele en lille hemmelighed med DFs hjemmesides læsere. Jeg har stor fornøjelse af at læse Politiken. Jovist er jeg ofte uenig i mange af de vinklinger, der foretages i avisen. Sjældent, næsten aldrig benyttes lederpladsen i bladet til at skamrose Dansk Folkeparti, endsige blot rose partiet det mindste. Det er ikke derfor jeg nyder at læse Politiken. Derimod har jeg stor fornøjelse af at følge Tøger Seidenfadens slingrekurs i den pågående værdidebat.

Til at begynde med nægtede Politiken at trykke Muhammedtegningerne, heller ikke i sympati med kollegaerne på Jyllands-Posten, der levede under konstant belejring i månedsvis efter, at en flok danske imamer var rejst til Mellemøsten for at fremprovokere Muhammedkrisen. Kritikken af provokationen og ufølsomheden fra Jyllands-Postens side,  - (chefredaktør Tøger Seidenfaden  skrev sågar med sin tro væbner, partistifter Rune Engelbrecht, en bog om fortrædeligheden ved det danske samfund i al almindelighed) - og  af  Dansk Folkeparti og Jyllands Posten i særdeleshed, ville ingen ende tage.

Siden trykte Politiken nogle af tegningerne, da krisen syntes at være løjet af.

Endelig, da det viste sig, at tegneren Kurt Westergaard og flere af hans kollegaer levede i konstant livsfare, og var i konkret fare pga. to herboende tunesiske islamister, trådte Politiken i karakter og trykte den herostratisk berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen.

Efterforskningen i det stærkt terrorplagede Pakistan, hvor islamister forleden sprængte en musikbutik i luften, fordi musik i de kredse vurderes at være uislamisk, tyder på, at terrorgruppen al Qaeda står bag bomben mod den danske ambassade.

Motivet til terrorbomben mod den danske ambassade i Pakistan, ud over den galskab, der synes at være en indbygget del af organisationens eksistensberettigelse, er således, at man i det kristne Danmark har tilladt sig at publicere en tegning af en mand, der skulle forestille mennesket Muhammed, der i modsætning til eksempelvis Jesus - ikke har guddommelig status – ej heller indenfor islam.

Når al Qaeda således vælger at dræbe otte muslimer, alle pakistanere, må forklaringen således søges blandt andet på det danske dagblad Politiken, hvor man hele to gange har tilladt trykning af tegninger, der i fundamentalistiske kredse anses som ”blasfemiske”.

Skal man følge Tøger Seidenfadens egen logik, eller mangel på samme, er Politiken derfor direkte medskyldig i terrorbomben i Pakistan. Politiken har valgt bevidst at træde på muslimernes religiøse følelser ved at udsætte deres elskede profet for spot og spe. Det har Politiken gjort vel vidende, at konsekvenserne kunne blive fatale, som de blev for otte mennesker, hvis eneste brøde var, at de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Nu har jeg ingen større forventning om, at Tøger Seidenfaden overfor offentligheden vil erkende sin brøde. Tværtimod svarer han således i Politiken den 3. juni 2008: Mens Berlingske Tidende og Lisbeth Knudsen tager afstand fra ansvaret, mener Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, at alle har et medansvar.

»Intet kan retfærdiggøre den terroristiske vold, men selvfølgelig har alle, der har ansvar for den samlede udvikling i det danske samfund, der her tegner sig, en form for medansvar for, at Danmark er mere truet og sårbart end før«, siger han.

Samtidig understreger han, at det var med god grund, at Politiken genoptrykte tegningerne:

»Jeg mener, at det er med god grund, at vi mange gange har bragt Muhammed-tegningerne som en del af vores nyhedsjournalistik, samtidig med at vi har kritiseret Jyllands-Postens oprindelige initiativ og regeringens håndtering af sagen. Men ja, også den beslutning er en del af den samfundsudvikling, vi taler om«. Citat slut.

I min og Dansk Folkepartis optik er forklaringen nu ikke, at Tøger Seidenfaden i modstrid med egne principper, har valgt at trampe på religiøse menneskers følelser.

Terroren mod Danmark, USA, Israel og såmænd utallige civile i mange muslimske lande, handler primært om en ting: udbredelsen af islam for enhver pris.

Jeg mener bestemt ikke, at alle muslimer støtter brugen af terror, så langt fra. Hvad, der derimod bekymrer mig dybt i denne terrortid, er den nærmest totale fravær af et selvopgør i den muslimske verden med fundamentalismen og den deraf afledte brug af terror som et politisk middel til at opnå det i koranen klart definerede mål om verdensherredømme.

Det er muligt at diverse forskere, radikale politikere og andre mennesker med et tvivlsomt forhold til de vestlige frihedstraditioner, mener, at en mindre aktivistisk dansk udenrigspolitik vil tilfredsstille terroristerne og føre Danmark tilbage til en status som en uskyldig nation, helt uden for radaren for internationale terrorister og andre tilhængere af tvivlsomme ismer.

Det er desværre udtryk for en bund-naiv holdning og et udslag af intellektuel dovenskab. Der er skrevet dusinvis af glimrende bøger, der forklarer hvorfor verden pt. udsættes for et massivt pres fra islamister, og andre med muslimsk baggrund, der hærger ved hjælp trusler, pression og brug af åben vold og terror.

Desværre vælger mange at gøre som den britiske premierminister Neville Chamberlain i 1938, nemlig at underskrive mere eller mindre fiktive fredsaftaler med mennesker, der hverken officielt eller uofficielt tilbyder andet end vilkår, der i bedste fald kan kaldes uacceptable, men i realiteten blot er et udtryk for, at vi kan sælge alt det arvesølv vi orker. Eneste resultat er, at vi fremmer tidspunktet for det endelige nederlag.

 

 

Derfor går muslimske kvinder med slør

1. juni 2008

Det har vakt en del opstandelse, at Dansk Folkeparti har afvist, at kvindelige muslimske dommere såvel som alle andre dommere, må bære religiøse symboler som det islamistiske tørklæde, der i øvrigt slet ikke er klart defineret, som det ses nedenfor.

Grunden er naturligvis ikke, at Dansk Folkeparti har noget imod den muslimske kvinde, men derimod finder det problematisk, hvordan hun bruges som ”fanebærer” for en politiserende religion, hvis stærkt troende medlemmer, er yderst vanskelige at integrere i et moderne samfund.

Dernæst er det yderst problematisk, at den muslimske kvinde skal skilles ud som ”ærbar” og derved underforstået, så er andre kvinder ikke ærbare, hvilket kan få konsekvenser for disse jævnfør kvindesynet i den muslimske verden, der ganske enkelt ikke er acceptabelt. Det er muligt, at den opvakte læser tænker, at det med kvindesynet, bare er noget Dansk Folkeparti siger, fordi DF er skeptisk overfor den muslimske indvandring til Danmark. Men, nej.

I en rapport fra FNs arabiske udviklingsforum står der følgende i sammenfatningen af rapporten: ”Køns ulighed betragtes generelt som en af de primære forhindringer for udvikling i den arabiske region”. Linket til rapporten, der beskriver, hvorledes den kvindelig halvdel af befolkningen i den i forvejen dybt underudviklede del af verden, holdes ude af samfundet, findes her: https://unp.un.org/details.aspx?pid=10100

Tørklædet og dets indskrænkning af kvindens frihed holder således ikke bare kvinderne, men hele eller store dele af den muslimske del af verden tilbage fra at blive udviklet jævnfør FN rapporten. Det er således nødvendigt at analysere, hvorfor muslimske kvinder skal holdes nede bl.a. ved hjælp af det tunge symbol fra tørklæder og hele vejen til burkaen. Nedenfor er en ganske neutral gengivelse af baggrunden for indhylningen af den muslimske kvinde fra internetleksikonet Wikipedia:

Mange muslimske kvinder anvender et tørklæde, når de befinder sig i det offentlige rum. Tørklædet dækker oftest håret, men ikke ansigtet, og i islamisk sammenhæng kalder man det også for hijab. Den islamiske begrundelse for anvendelsen af tørklædet er baseret på muslimernes religiøse tekst Koranen. Koranen indeholder blandt andet de følgende to vers, hvis betydning mange muslimer tolker som et påbud om anvendelse af hijab:

Sura Al-Ahzab 59 (kapitel 33, klanerne, vers 59): Oh Profet! Sig til dine hustruer, deres døtre og de troende kvinder, at de skal dække sig helt med deres ydre klædning. Det er det bedste for dem, så de kan kendes (som troende kvinder) og ikke generes (af de troende). Og Allah er den evige Tilgivende og den mest Barmhjertige.

Sura Al-Nur 31 (kapitel 24, lyset, vers 31): Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blikke, optræde anstændigt og ikke åbenbare deres skønhed og smykker, undtagen hvad der er åbenbart af den, og at de skal trække deres hoveddække sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed, undtagen over for deres ægtemænd, deres fædre, deres ægtemænds fædre, deres sønner, deres ægtemænds sønner, deres brødre eller deres brødres sønner eller deres søstres sønner, eller deres kvinder, eller de slaver som de ejer, eller mandlige tjenere som har fået fjernet deres lyst, eller børn, der endnu ikke ejer blusel; og de må ikke trampe i gulvet og tiltrække opmærksomhed til det de har tildækket. Oh I troende, vend jer Alle mod Allah at I må opnå velsignelse.

Disse koranvers er grundlaget for, at de fleste muslimske kvinder er af den opfattelse, at de skal tildække sig selv og deres hår med et tørklæde, selvom ordet tørklæde ikke er nævnt. Om disse to koranvers betyder, at alle kvinder ifølge Islam skal tildække sig eller ej kan dog diskuteres. Citat slut.

At et tørklæde ikke bare er et tørklæde, men kan indebære mange former for indhylning fremgår af følgende afsnit fra samme side som ovenfor:

Hvilken form for hijab:

Om der anvendes en abaya, jilbab, nederdel med blazer, niqab med tilhørende abaya, chador eller noget helt sjette, så er alle disse tilladt så længe man ikke kan se kvindens former. Flere iblandt den nuværende generation har den opfattelse, at så længe man tager et tørklæde på og tildækker håret, så opfylder man islams lovgivning vedrørende hijab’en. Hensigten med at en kvinde skal gå med hijab er, at hun skal skjule sin skønhed, både hendes former og hendes hår.

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Hijab

Der står altså noget mere eller mindre klart om kvinders tilhylning i koranen, men som det kan ses af alle, der møder muslimske kvinder, er opfattelsen af hvor lidt eller hvor meget de skal indhylles, meget forskellig. Når der spørges ind til logikken bag sløret fås kun argumenter, der set ud fra et ligestillingssynspunkt må forekomme absurde. Lad mig således citere lederen af det islamiske trossamfund i Danmarks begrundelse for indhylningen af den muslimske kvinde i et interview med Weekendavisens Anna Libak:

– Men mændene er vel heller ikke til salg? I går rundt og frister løs! Hvorfor tildækker I jer ikke?

Mostafa Chendid griner afvæbnende. »Det gør vi da også! Se bare mit skæg! Nej, lad mig nævne Amerika. Hvert halve minut er der en ny voldtægt. Når en kvinde svanser af sted, så frister det mændene, og tørklædet tjener til at beskytte hende. Men jeg har da også lyst til at sige, at vestlige kvinder ikke er så ligestillede, som du måske synes: De har det meget hårdt. De er tvunget til at arbejde. Vi tvinger ikke vores kvinder til at arbejde. Vi forbyder det heller ikke, men manden beordrer hende ikke ud på arbejdsmarkedet. Jeg bliver trist, når jeg ser en kvinde på cykel med to børn klokken seks om morgenen for at aflevere den ene i vuggestue og den anden i børnehave. Det ønsker jeg ikke for nogen kvinde.«

Alt efter temperament kan man anse ovenstående udsagn som værende udtryk for sort middelalder eller blot mandschauvinistisk sludder. For det første giver tilhylningen af muslimske kvinder i et vestligt samfund vel kun mening i det omfang, at alle kvinder var tilhyllede, eller også må danske kvinder, der ikke klæder sig tækkeligt på ifølge Chendids logik risikere voldtægter. 

Indhylningen af dne muslimske kvinde handler altså om, at hun skal være dydig, fordi den muslimske mand ikke formår at holde fingrene for sig selv. Det burde selvsagt ikke være et argument for, at kvinden indhylles, men derimod for, at manden opdrages til at respektere kvindens ret til at opføre sig frit og lige. Men indhylningen handler i lige så høj grad om at forhindre den muslimske kvinde i at blande sig med den oprindelige befolkning, når hun vandrer til Danmark eller andre kristne lande. På den vis umuliggøres integration og store og modsætningsfyldte parallelsamfund opstår.

Man siger, at normalt tager integrationen af nye indbyggere to til tre genrationer, men det kommer aldrig til at ske, hvis den tilvandrende befolkning af religiøse årsager ikke kan og vil blande sig med befolkningen.

Tørklædet er således et politisk såvel som et religiøst symbol, der har til formål at forhindre mellemfolkelig integration, at markere, at den muslimske kvinde er underlagt den muslimske mand og at bæreren har sin primære loyalitet rettet mod det muslimske fællesskab, umma, som er højt hævet over det vestlige sekulære retssystem, der er rodfæstet i nationalstaten.

Vinder tørklædet således indpas som obligatorisk beklædning af muslimske kvinder, er signalet ikke til at tage fejl af: I Danmark vil der så være to retssystemer. Konsekvenserne af det er uoverskuelige.


Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk 



Tørklædet er en hindring for integration

7. maj 2008

I den pågående sag om det skal være tilladt at bære tørklæde ved en domstol og i lignende sager, hører man ofte argumentet om, at hvis man tillader tørklæder i alle sammenhænge, så fremmer det integrationen. Det er jeg måske ikke så overraskende uenig i, hvilket jeg vil uddybe her.

Tørklædets funktion er i bund og grund at vise, at her kommer en muslimsk kvinde, som er ”ærbar”. Dermed er signalet tydeligvis også, at de kvinder, der ikke er indhyllet, ikke er ærbare. Samtidig signalerer tørklædet, at denne kvinde er muslimsk og derfor ikke må og vil engagere sig i en mand, der ikke er muslimsk. Det signal er en helt åbenlys erklæring om, at man skelner mellem mennesker. På trods af at man eller ens familie, har valgt at bosætte sig i Danmark, - hvor majoriteten af indbyggerne er kristne, - ønsker man alligevel ikke at blande sig med den oprindelige befolkning.

Tørklædet sætter skel.

Kvinder bliver ikke født med tørklædet på. Det er noget de opdrages til at bære. Jeg har intet personligt imod en kvinde med tørklæde, som er blevet opdraget til at bære dette i mine øjne meget stærkt symbol, der bruges til at skabe skel. Den enkelte kvinde eller pige, har jo ikke bedt om at blive brugt som bannerfører for en udlægning af en religion, der bruges af stærke kræfter i den muslimske verden til at skabe modsætninger mellem muslimer og ikke-muslimer.

Men, jeg tager afstand fra det skel tørklædet skaber og signalet om, at Koranens påbud er så stærke, at de står over statens regler. Derfor signalerer tørklædet i bund og grund, at muslimer er mere værd end ikke-muslimer; hvad er ellers logikken i tørklædet?

Jeg tror, at rigtig mange unge muslimske kvinder hjertens gerne ønsker at lade sig integrere og leve et frit liv med kærester efter eget valg og venner, der ikke nødvendigvis er fra samme religiøse baggrund. Men, tørklædet skaber en synlig barriere i forhold til jævnaldrende unge og det helt uden formål, andet end at skabe skel for skellets skyld.

Når en dommer fra Frederiksberg på TV2 News udtaler, at det skader integrationen at forbyde tørklæder på hovedet af en dommer, går han de mest reaktionære muslimske kræfters ærinde. De unge kvinder, der vil ud af tørklædefængslet bliver derved berøvet deres bedste argument i kampen for øget frihed, når de ”får” ret til at bære tørklædet selv ved domstolene. Samtidig er signalet til det muslimske broderskab og andre ekstreme muslimske organisationer; fortsæt i bare den stille islamisering, I har støtte i de øverste cirkler i landet. Intet mindre. 

Det kan være svært at sætte præcise parametre op for, hvornår integrationen af indvandrere især med muslimsk baggrund, er lykkedes i det danske samfund. I min optik skal en række forudsætninger være i orden: indvandrerne må acceptere de demokratiske spilleregler, herunder, at den personlige frihed for begge køn, står over klanens interesser. Så længe muslimske kvinder bliver opdraget til at stå i opposition til den moderne frigjorte danske kvinde, og dermed uden mulighed for at kunne blive en del af en dansk familie, må det tolkes som alt andet end et integrationsforsøg.

Det eneste argument, vi hører til forsvar for tørklædet, handler om ære og skam, og ikke mindst om, at kvinden ikke må friste manden. Men, det er altså en absurd middelalderlig argumentationsform. Det er netop først med kvindefrigørelsen, at kvinden kan undsige sig en mand, og i stedet selv vælge sig en mand, uden familiære hensyntagen. Ved indførelsen af velfærdsstaten blev det endvidere muligt for kvinden at forlade en mand, hvis han eksempelvis ikke behandler hende ordentligt. Den option har den tørklædeindhyllede kvinde næsten ikke. Det er naturligvis uacceptabelt og alle symboler på underkastelse, der bruges til at fastholde kvinden i en mindreværdig rolle, som tørklædet, er et meget stort tilbageskridt både for det danske samfund og den enkelte kvinde.

Ingen bør have noget ønske om at udstyre meget gammelsags og bagudskuende familieoverhoveder med en god undskyldning for at holde deres døtre i tørklædefængsel. Tørklædet hører ikke til i et moderne samfund og slet ikke ved domstolene; lad os håbe regeringen træder i karakter nu og sætter Domstolsstyrelsen på plads. Regeringen bør endvidere droppe syltekrukken af et udvalg. Det er nu det gælder.

Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk 

Muslimske kvinder skal have hjælp til at komme ud af tvangsægteskaber

 21. april 2008

Som politiker bliver man ofte konfronteret med ubehagelige problemstillinger, senest en sag fra Århus, hvor en muslimsk kvinde forfølges af sin familie, fordi hun ikke vil giftes med deres, men ikke hendes udkårne.

Det er naturligvis uacceptabelt, at disse forfærdelige normer for familieægteskaber medtages til Danmark og fører til trusler om vold og i ekstreme tilfælde decideret vold - og sågar såkaldte æresdrab.

Dansk Folkeparti insisterer som bekendt på en stram indvandringspolitik for at undgå de massive problemer, som ofte har afsæt i den muslimsk dominerede mellemøstlige kultur, hvor individet stort set ingen rettigheder har, hvilket ikke mindst rammer de dybt undertrykte muslimske kvinder. 

For at imødekomme denne problematik må vi handle på to fronter. Den første er at skærpe straffene for æresrelateret vold og trusler om dette. Politiet må arbejde med dette i en særlig enhed, der specialiserer sig i dette og som kan overvåge og bekæmpe denne helt særlige kriminalitetsform, for det er hvad det er, simpel kriminalitet. Det skal samtidig gøres nemmere at udvise udenlandske statsborgere, der deltager i æresrelateret kriminalitet, der involverer trusler om vold og reelt udført vold.

Den anden front, hvorpå vi må forbedre indsatsen for de volds- og mordtruede muslimske kvinder, er ved at skabe beskyttelsesprogrammer for dem på linie med de beskyttelsesforanstaltninger, vi har skabt for kriminelle, der hjælper politiet eller som vi kender det fra vidnebeskyttelsesprogrammer.

Udfordringen i dag er, at det er en kommunal opgave at støtte borgere, der er i nød. Sagsbehandlerne er kommunale og hele behandlerapparatet er kommunalt. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke kan støtte med nye initiativer fra Christiansborg.

Vi bør i mine øjne have et nationalt team, der kan gå ind med akut hjælp til voldstruede kvinder, der må væk fra lokalområdet. De skal kunne få hjælp til at etablere sig med ny adresse, CPR nummer og i nogle tilfælde også med at ændre ydre fremtoning. Samtidig må vi skabe en fond eller pulje, hvorfra der kan søges midler til at hjælpe disse kvinder, hvis de kommunale budgetter ikke slår til.

Problemet vil dog ofte være, at kvinder fra etniske minoriteter i Danmark har meget vanskeligt ved at gemme sig, fordi deres respektive etniske minoritet vil fremstå så relativt lille og homogen her i landet, at alle stort set kender alle i første eller andet led, hvilket igen skaber grobund for en massiv social kontrol.

Dansk Folkeparti er allerede i gang med det lovforberedende arbejde, der skal gøre det nemmere at udvise kriminelle indvandrere, herunder de, der truer familiemedlemmer med vold. Det vil givetvis virke afskrækkende på mange muslimske mænd. Samtidig vil en national enhed til bekæmpelse af æresrelaterede forbrydelser, hvortil der følger en bevilling, kunne afhjælpe problematikken kraftigt både forebyggende og når familien truer med bål og brand.

Skal æresvolden forebygges og bekæmpes, kræver det en samlet indsats fra Folketingets side. Jeg håber og regner trods alt med opbakning fra V og K, mens venstrefløjen traditionelt allierer sig med den patriarkalske mand, frem for den voldstruede kvinde, fordi de sjældent bakker kvindesagen op, når det kommer til de reelle udfordringer i form af patriarkalske middelalderlige kulturer.

Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk 



Mere politi er nødvendigt


7. april 2008

Af MF Peter Skaarup (DF), retsordfører, formand for Folketingets Retsudvalg 

Der er et skrigende behov for flere betjente på de danske politistationer. Hvis ikke optøjerne rundt omkring i landet i forbindelse med folkeskolernes vinterferie viste det, så ses det tydeligt af offentliggjorte tal, der viser, at antallet af opklarede indbrud i villaer, rækkehuse og lejligheder i otte år i træk bare er faldet og faldet. I 2000 førte 9,4 procent af anmeldelserne for indbrud til en sigtelse – i 2007 var andelen faldet til 6,5 – for ejendomsforbrydelser som helhed var det i 2000 15,9 procent af anmeldelserne, der førte til sigtelser. I 2007 var det kun 12,1 procent. 

Der er altså tale om et kontinuerligt fald over otte år – de færre opklarede indbrud kan langt fra alene tilskrives negative konsekvenser af politireformen. Derfor kan der kun være en forklaring og det er mangel på mandskab. 

Der er bestemt ikke tale om ond vilje fra betjentenes side. De gør alt, hvad de kan for at finde de indbrudstyve, som plager ganske almindelige danskere, men der er ganske enkelt ikke ressourcer til at gøre den indsats, som er nødvendig, for når alt kommer til alt, så prioriteres naturligvis den personfarlige kriminalitet højest. 

Derfor har jeg også bedt justitsminister Lene Espersen foretage en vurdering af, hvad der skal til for at ændre den nedslående statistik. Jeg er ikke i tvivl om, hvad der er nødvendigt – flere betjente, så der også bliver mulighed for at efterforske berigelseskriminaliteten. Langt hovedparten af indbruddene foretages af professionelle tyve, og derfor kan dét, at politiet får sat bare en enkelt indbrudstyv fast medføre en betydelig nedgang i indbruddene i lokalområdet. Derfor kan det godt betale sig at ofre ressourcer på indbrudstyverierne. 

Det er helt afgørende, at borgerne kan føle sig trygge i eget hjem – og det kniber det efterhånden med. Dansk Folkeparti mener, at der er behov for mindst 2.000 betjente ekstra for at kunne dæmme op over for den øgede kriminalitet. 

Vi vil utroligt gerne finde pengene til at sikre befolkningen en bedre tryghed, og vi håber meget, at andre partier også omsider vil kunne forstå alvoren af situationen.


Har du kommentarer? Så skriv til dfnilu@ft.dk 

Tunesernes halve forklaringer og kvarte sandheder

 28. marts 2008

Af Peter Skaarup, retsordfører og næstformand i Dansk Folkeparti  

Tirsdag aften den 25. marts bragte TV2 et interview med en af de to terroranklagede tunesere, der planlagde at myrde tegneren Kurt Westergaard. Det var et af de interview, der vil gå over i historien for sin manglende substans. Tuneseren meddelte måske ikke så overraskende sin uskyld. Han kendte ikke noget til noget planlagt drab på Kurt Westergaard forklarede han intervieweren, der ikke brillerede som kritisk journalist, men i højere grad fremstod som en forsvarsadvokat.

Mikrofonholderi er et etableret begreb, der som bekendt betyder, at journalisten svigter sin fornemste opgave, der er at blotlægge sandheden, og i stedet virker som en guide, der forsøger at få den interviewede til at udlægge begivenhederne efter en bestemt skabelon. 

Interviewet i TV2s nittennyheder sluttede med et højst overraskende udsagn fra tuneserens side. Han var nemlig meget nervøs for at blive sendt hjem til det land, hvor han er statsborger. Grunden var, forklarede han, at han stod til mellem 15 og 25 års fængsel hjemme i Tunesien. 

Så var det, at journalisten havde mulighed for at træde i karakter. Hvorfor står en mand, der har opholdt sig i Danmark i en halv snes år til 25 års fængsel i Tunesien? Hvad er det for aktiviteter og mistænkelig givetvis stærkt kriminel adfærd manden er under mistanke for at begå, siden de tunesiske myndigheder er så ivrige efter at fængsle ham i 25 år? Svaret blafrer i vinden. Fordi enten undlod journalisten at spørge tuneseren, hvorfor han stod til en så voldsom straf i et muslimsk land, hvor islamister holdes i kort snor, eller også måtte vi seere ikke høre svaret. 

Jeg er af den generelle overbevisning, at langt de fleste journalister forsøger at gøre et så godt og sagligt stykke arbejde som muligt. Men den store mediedyrkning af de to potentielle terrorister forstår jeg ganske enkelt ikke. De er i Danmark på midlertidigt ophold og udviser de livstruende adfærd overfor landets statsborgere såvel som alle andre med ophold her i landet, så forsvinder enhver grund til, at deres tilladelse til ophold her i landet kan forlænges. 

Når medierne så endelig har muligheden for at spørge ind til, hvorfor de pågældende to tunesere tilsyneladende er under overvågning af hele to meget forskellige landes efterretningstjenester, bør en klokke ringe hos enhver journalist. Hvad er det her for nogle mennesker, og hvad er det for nogle aktiviteter de bedriver, siden de står til 25 års fængsel i ét land og udvisning for mordplaner i et andet? 

Jeg har fuld tillid til, at PET ikke indstiller to udenlandske statsborgere til udvisning uden, at de er involveret i nogle meget alvorlige forbrydelser eller planlægning af sådanne. Jeg må til gengæld indrømme, at noget af min barnetro på dansk journalistik forsvandt, da en journalist undlad at stille det meget simple og yderst banale, men også helt uomgængelige journalistiske hovedspørgsmål tirsdag aften: hvorfor står du til 25 års fængsel i Tunesien?

Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk 

 


Startskud til kamp mod bandekriminalitet

23. marts 2008

Af Peter Skaarup, retsordfører og næstformand i Dansk Folkeparti 

Det skulle så ikke blive en fredelig påske alligevel. Efter ugevis med ildspåsættelser og optøjer i gaderne havde jeg set frem til et par rolige dage, hvor freden og eftertanken kunne sænke sig. I stedet må vi forfærdes over et grusomt drab på Amager og rystes over de mafialignende tilstande, som Berlingske Tidende i disse dage opruller med en række artikler om bandekriminaliteten i Danmark. 

Flere ting springer i øjnene. For det første er jeg rystet over at læse, at indvandrerbanden Black Cobra tilsyneladende kan skrue op og ned for ildspåsættelserne i danske byer som det passer dem. Undskyld, men hvem er det egentlig, der sætter dagsordenen hér? Er det kriminelle eller politiet? Det er utroligt vigtigt, at vi slår i bordet og viser, at ordensmagten har kontrol over situationen og kan magte opgaven. Ellers kan vi lige så godt give op. Det eneste positive, man kan udlede af historien om Black Cobra, er, at banden trods alt følte sig generet af det stærke politiopbud under urolighederne. Det betyder, at det synlige politi i gaderne har en effekt – og i Dansk Folkeparti arbejder vi stadig stædigt på at få taget en folketingsbeslutning om ekstra 2.000 betjente på gaden i løbet af denne valgperiode. Hvis blot flere partier ville støtte os i arbejdet… 

For det andet kan jeg slet ikke se rimeligheden i, at Rigspolitiet ikke for nuværende vil frigive deres talmæssige vurderinger af bandeproblemet i Danmark. De ønsker ikke at ”skræmme danskerne” eller ”stigmatisere bestemte grupper”, lyder begrundelsen. Helt ærligt – danskerne er allerede skræmte, og det vil kun være positivt, hvis vi kan bidrage til at give alle et bedre overblik over, hvad vi har at gøre med. Og hvis ikke vi må klarlægge, hvem der udgør kernen i bandekriminaliteten, hvordan skal vi så kunne gøre noget ved det? Frem med kendsgerningerne. 

For det tredje er debatten i dag kendetegnet af selvmodsigelsernes parade. Undskyld, men det er ulideligt at høre Jette Bergenholz Bautrup fra Socialdemokraterne tale for, at der skal mere politi på gaden på Amager, når det eneste, Socialdemokraterne havde at byde på under urolighederne i februar, var krav om flere væresteder og beskæftigelsestilbud til de unge – mens vi andre, der talte for mere politi, blot blev kaldt ”kontrolfreaks”. Nu står så også selv retsordfører Karen Hækkerup (S) og prædiker ”nultolerance” på TV. Men jeg skal vel glæde mig over, at også socialdemokrater kan blive klogere. 

Midt i mine frustrationer må jeg glædes over, at vi allerede har taget nogle skridt til at afhjælpe situationen. I Finanslovens tryghedspakke er der afsat 20 millioner til ekstra materiel til politiet, og vi har taget de første skridt til at få forbedret videoovervågningen af steder, der er kendt for kriminel trafik. Og vi skal have flere betjente på gaden, som kan blotlægge og stresse bandernes aktiviteter. Dette er initiativer, som vi skal arbejde videre med. 

Men noget af det vigtigste i den kommende tid bliver den forebyggende indsats. Ikke noget med beskæftigelsesterapi for unge ballademagere eller ”hvad synes du selv”, men en effektiv og konsekvent SSP-indsats, hvor socialforvaltningerne i samarbejde med politiet gør det glasklart for skoleleverne, hvad det indebærer at flirte med bandekriminalitet. Vi skal have en konstant og finmasket indsats, der gør det muligt at spotte de børn, der er i farezonen og få dem ind på den rette løbebane. Vi kan se, hvor galt det er gået i København, hvor de sociale myndigheder tilsyneladende har overhørt politiets henvendelser om nogle af gerningsmændene i drabet på det 16-årige avisbud. Dét samarbejde må og skal blive bedre, og her må vi ikke være bange for at stille skrappe krav til kommunernes indsats. Det er simpelthen for kortsigtet og uansvarligt at spare på den forebyggende indsats i en tid, hvor det tydeligvis er vigtigere end nogensinde før. 

Der er således rigeligt at bekymre sig over i denne påske, men der er også rigtig meget at gå i gang med. Det er vi mere end villige til i Dansk Folkeparti – og nu, hvor venstrefløjen også lader til at være vågnet op, har vi alle muligheder for at bygge videre på de tiltag, vi fik gennemført med Finanslovens tryghedspakke. Det kan kun gå for langsomt.

Tryghedspakke skal forebygge den snigende hverdagsterror
Af Peter Skaarup, 8. marts 2008

I disse tider, hvor det heldigvis er ved at blive accepteret på venstrefløjen, at indvandringen udgør et problem, der vil sætte sig spor i mange år frem og hvor tidligere tiders førende indvandringstilhængere skifter holdninger til sagen, som vi andre skifter undertøj, har Dansk Folkeparti i forbindelse med finansloven leveret varen.

De seneste ugers uroligheder, hvor grupper af unge indvandrere har antændt alt fra containere over kolonihavehuse til solarier og pizzeriaer, er der gået en prås op for de fleste danskere. Der er noget riv rav ruskende galt.

Integrationen som Søvndal, Auken, Ritt Bjerregaard og de mange andre venstrefløjskoryfæer lovede højt og helligt ville indtræde lige om lidt, er mislykket. Stadig større ungdomsårgange af overvejende muslimske mænd kommer til at gøre danskernes hverdag usikker. Vi har langt fra set den sidste opstand, hvor hele kvarterer har været holdt i et jerngreb af utilpassede børn og unge mænd. Senest er et pizzeria i Bramming blev udsat for et brandattentat med en ung kvindes død til følge. Det er en alvorlig situation vi står i nu. Grænserne for kriminel adfærd rykker med lynets hast. I dag kan man blive stukket ned for at gå med en hue på Strøget i København. Det er en uhyggelig tendens.

Som følge af den eksplosive udvikling i kriminaliteten, ikke mindst blandt etniske minoriteter, har DF fået gennemført en tryghedspakke i forbindelse med finansloven, der skal dæmme op for den omsiggribende kriminalitet. Af vigtige elementer skal nævnes en særbevilling til politiet på 20 mio. kr., som politiet kan bruge til f.eks. vandkanoner, der kan sættes ind, når de unge uromagere sætter bydele i brand. Samtidig er det et effektivt våben til at bryde voldelige demonstrationer uden at skade nogen unødvendigt.

Et andet vigtigt tiltag er at få sat et kommissionsarbejde i gang, der skal gøre det muligt at sænke den kriminelle lavalder. Som det er i dag bliver unge kriminelle under femten år automatisk sendt hjem til deres forældre, også selvom de har begået endog meget voldsom kriminalitet. Det skal snart være slut og i stedet skal der skabes sikrede institutioner (ikke fængsler), hvor de unge under kyndig pædagogisk vejledning kan mærke, at det har konsekvenser at begå alvorlig kriminalitet også selvom man ”kun” er fjorten år. Mestendels kunne man dog forestille sig sanktioner som samfundstjeneste, hvor den unge bliver sat til at fjerne graffiti eller på anden vis at rette op på den skade, som han selv har været med til at forøve.

Endelig sætter vi et anseeligt beløb af til øget videoovervågning, der både skal virke præventivt og forbygge kriminelles lyst til at begå kriminalitet, når de ved, at de er under overvågning. Samtidig vil det gøre det meget ulønsomt at begå kriminalitet, fordi de kriminelle vil vide, at de højst sandsynligt vil blive fanget kort tid efter. Dansk Folkeparti har sikret politiet bedre arbejdsvilkår ved at forhindre en besparelse og samtidig ved at øge bevillingerne sørget for, at politiet kommer ud af finanslovsforhandlingerne med et plus på kontoen. Det er der også brug for i tider, hvor de kriminelles adfærd konstant rykker grænserne for, hvad vi som almindelige borgere i Danmark havde troet vi skulle opleve.

 Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk  

Hvis jeg var udviklingsminister...

Tirsdag den 26. februar 2008

Af MF Tina Petersen, udviklingsordfører for Dansk Folkeparti

Mange forskellige elementer spiller ind, når det handler om, hvordan et land klarer sig i den globale konkurrence: Religion, sædvaner, traditioner, holdninger, politiske og sociale forhold og arbejdskultur er blandt de parametre, som spiller en rolle.

Ideen om, at vi i Vesten ved blot at donere penge til den tredjeverden kan udvikle ulande til at blive i-lande, er nok en smule naiv. De lande som f.eks. Taiwan, Thailand og Indien, der er på vej til at bevæge sig bort fra ulandsstadiet har gjort det primært af egen drift gennem en arbejdsom og driftig befolkning og politikere, der har satset på innovation og udvikling.

Mange lande i Afrika befinder sig økonomisk og åndeligt på et plan, der pt. vanskeliggør sådanne kvantespring. Det nødvendige overskud er simpelt hen ikke til stede. Derfor handler det for i-landene om at hjælpe med at tilvejebringe det nødvendige grundlag for, at ulandene kan indlede en proces hen imod at blive uafhængige af hjælp fra den industrialiserede verden.

Forudsætningen herfor er, at landene glemmer alt om at slå op i en gammel bog for at finde svarene på det 21. århundredes spørgsmål. Hvis et land fastholder, at al udvikling skal finde sin begrundelse i eksempelvis Koranen for at være acceptabelt, så er det ikke et land, som vi fra dansk side skal satse på.

Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk  




Danmark må stille krav til de lande, der skal nyde godt af dansk ulandsbistand

Torsdag den 21. februar 2008

Af MF Peter Skaarup. Næstformand for Dansk Folkeparti og retspolitisk ordfører

Først og fremmest må vi kræve, at landene skal være fuldt ud demokratiske og overholder menneskerettighederne. Dernæst må vi kræve, at viljen til udvikling - og indtræden i det 21. århundrede er til stede. Vi må kræve, at landene bruger mindst halvdelen af deres egne budgetter bruges på undervisning, sociale og sundhedsmæssige forhold. Vi må kræve, at landene afholder sig fra militær aggression mod andre lande. Vi må kræve, at der fastlægges en befolkningspolitik til imødegåelse af overbefolkning, og endelig må vi kræve, at landene afstår fra at huse eller yde beskyttelse til terrorister eller militære oprørsgrupper.

Er de betingelser opfyldt kan et land gøre sig håb om at få del i dansk udviklingsbistand.

Bistanden skal fokusere på at tilvejebringe det basale fundament for udvikling, ligesom man gennem samarbejde med danske virksomheder kan igangsætte industriel produktion i ulandene.

Den danske bistand skal hovedsagelig være bilateral bistand, idet de giver de bedste muligheder for at kunne udøve den nødvendige kontrol med, at bistanden alene anvendes til lande, der overholder de fastlagte spilleregler.

Effekten af bistanden skal kontinuerligt evalueres, ligesom lande, der forlader demokratiets og menneskerettighedernes vej, skal afskæres fra at modtage bistand. Det samme gælder lande, der afstår at hjemtage egne statsborgere, der har fået afvisning på asyl.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at det kan være fornuftigt at beskære antallet af lande, der får del i dansk ulandsbistand. En koncentreret og massiv indsats i et eller nogle ganske få lande, der vitterligt opfylder de krav, som vi ønsker at stille, vil formodentlig være mere effektiv end at sprede de 0,7 pct. af bruttonationalproduktet, som Dansk Folkeparti i samklang med FN anbefaler, skal bruges til ulandsbistand.

Overordnet mener Dansk Folkeparti, at hjælpen skal gives de lande, der har størst behov og som opfylder betingelserne for at kunne opnå støtte. Det vil i praksis betyde, at det hovedsagligt - eller alene - vil kunne være tale om lande på det afrikanske kontinent, der får del i udviklingsbistanden.

Udviklingsbistanden er alene et redskab til at tilvejebringe fundamentet for udvikling. Ulandsbistand kan aldrig i sig selv medføre udvikling for et land.

Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk  

Træk forældrene i de sociale ydelser - og lad dem betale for børnenes hærværk


Torsdag den 21. februar 2008 


Danmarks gader og stræder hærges af utilpassede indvandrerunge, ofte med muslimsk baggrund. Disse store drenge og unge mænd aldeles uden for pædagogisk rækkevidde. Årsagen skal findes i tidligere tiders uansvarlige indvandringspolitik, der som bekendt hævner sig via store ungdomsårgange, hvor en ikke ubetydelig del af de unge mænd ikke lader sig integrere.

Der er nok ingen tvivl om, at majoriteten af de ballademagere, der sætter ild til containere, biler og sågar de skoler, som velfærdsstaten så generøst har stillet til rådighed for dem med ønsket og håbet om, at skulle bryde den sociale arv, er efterkommere af indvandrere, der aldrig rigtig satte pris på at ende i Danmark. Samtidig er forældrene til de utilpassede unge ofte passiviseret af de sociale systemer fra dag ét i Danmark. Disse forældre, som tilsyneladende har opgivet at være forældre for deres børn, har desværre kun respekt for én ting, hvilket er konkrete økonomiske sanktioner.

Flere boligforeninger er begyndt at sætte indvandrerfamilier på gaden, når disse tillader en eller flere af deres sønner at sprede vold og terror i deres nabolag. Det virker, for det betyder, at de forældre, der har tilladt deres børns sociale deroute får mulighed for at tage deres liv op til revision, når de skal ud og finde en ny bolig.

I forbindelse med de organiserede brande, der rettes mod skoler og andre centre for viden, må man konstatere, at det er et regulært angreb på den danske samfundsmodel og de vestlige oplysningsidealer, hvilket er yderst skræmmende. Forældrene til de unge gadebøller under 18 år skal mærke konsekvenserne af deres laden stå til. Det skal de ved, at der skæres i forældrenes overførselsindkomster således, at de reelt mærker en indkomstnedgang, selvom de måtte leve udelukkende af overførselsindkomster.  

Det vil samtidig gælde som en kraftig opsang til de kommuner, som i årevis har tilladt, at deres indvandrerfamilier er gået fuldstændigt i stå pga., at kommunen har ladet dem støve til på passiv forsørgelse. Meget kan endnu gøres, men vigtigst af alt er det at lade de passive familier mærke, at de har et ansvar for deres børns ansvar, herunder et erstatningsansvar for deres børns forrykte opførsel.

 Har du kommentarer? Så skriv til dfnilu@ft.dk

Kampen mod islamisme og for danske værdier skal oprustes efter mordplaner

 Lørdag den 16. februar 2008

Det chokerer mig, at vi er nået dertil i Danmark, at man kan blive truet på livet for at bruge sin ytringsfrihed. Jeg føler meget med tegneren Kurt Westergaard og hans pårørende, som lever under et helt urimeligt pres. Det beviser, at islamistiske kræfter bor og arbejder i bedste velgående i vores land, og at kampen for vores danske værdier er vigtigere end nogensinde. Det bekræfter, at vi i Dansk Folkeparti har en meget stor opgave foran os. På den ene side skal vi sørge for, at denne radikalisering af danske muslimer bremses og på den anden side at forsøge at fastholde sammenhængskraften i det danske samfund. Her ville det hjælpe, hvis der fra den muslimske befolkning i Danmark opstod en kritisk masse af personligheder, der klart og utvetydigt påtog sig at tage et opgør med den radikale fortolkning af islam, som er så udbredt her til lands og over hele verden. I stedet for - som det ofte sker - med uklar tale at bidrage til, at unge muslimer opildnes.  

Vi har i dag et endnu bedre grundlag for at sætte hårdt ind over for fundamentalistiske muslimer i Danmark, og vi må endvidere sørge for hele tiden at styrke politiets muligheder i denne kamp. Der er grund til at rose politiet og PET’s arbejde i denne sag – det er meget tilfredsstillende, at myndighederne tilsyneladende effektivt har reddet en mands liv. Men, vi må indstille os på, at vi ikke har set det sidste angreb fra radikale muslimer på friheden og demokratiet.

Jeg opfordrer derfor de moderate muslimer i vores land til at komme på banen og i klare vendinger fordømme disse mordplaner. Vi politikere kan opstille en synlig konsekvens over for den slags hjemlig islamisme, men det moderate muslimske samfund må også komme på banen med en fordømmelse uden forbehold. Der kan ikke være nogen som helst forståelse for denne primitive fanatisme. Vi bliver nødt til at samarbejde om at fredeliggøre islam, og fra regeringens side må der sættes ind med en massiv og effektiv kontrol af de muslimske friskoler, hvor man kan frygte, at der prædikes meget rabiat tankegods ind i undervisningen.

Men, uden hjælp fra danske muslimer til at udvikle, præsentere og fastholde en moderat udgave af islam her til lands, kan man godt frygte for sammenhængskraften og dermed velfærdsstatens overlevelse på lang sigt.

Moderate muslimer må træde i karakter

Onsdag den 13. februar 2008

Af Peter Skaarup 

Det chokerer mig, at vi er nået dertil i Danmark, at man kan blive truet på livet for at bruge sin ytringsfrihed. Jeg føler meget med tegneren Kurt Westergaard og hans pårørende, som lever under et helt urimeligt pres. Det beviser, at islamistiske kræfter bor og arbejder i bedste velgående i vores land, og at kampen for vores danske værdier er vigtigere end nogensinde. Det bekræfter, at vi i Dansk Folkeparti har en meget stor opgave foran os. På den ene side skal vi sørge for, at denne radikalisering af danske muslimer bremses og på den anden side at forsøge at fastholde sammenhængskraften i det danske samfund. Her ville det hjælpe, hvis der fra den muslimske befolkning i Danmark opstod en kritisk masse af personligheder, der klart og utvetydigt påtog sig at tage et opgør med den radikale fortolkning af islam, som er så udbredt her til lands og over hele verden. I stedet for - som det ofte sker - med uklar tale at bidrage til, at unge muslimer opildnes.  

Vi har i dag et endnu bedre grundlag for at sætte hårdt ind over for fundamentalistiske muslimer i Danmark, og vi må endvidere sørge for hele tiden at styrke politiets muligheder i denne kamp. Der er grund til at rose politiet og PET’s arbejde i denne sag – det er meget tilfredsstillende, at myndighederne tilsyneladende effektivt har reddet en mands liv. Men, vi må indstille os på, at vi ikke har set det sidste angreb fra radikale muslimer på friheden og demokratiet.

Jeg opfordrer derfor de moderate muslimer i vores land til at komme på banen og i klare vendinger fordømme disse mordplaner. Vi politikere kan opstille en synlig konsekvens over for den slags hjemlig islamisme, men det moderate muslimske samfund må også komme på banen med en fordømmelse uden forbehold. Der kan ikke være nogen som helst forståelse for denne primitive fanatisme. Vi bliver nødt til at samarbejde om at fredeliggøre islam, og fra regeringens side må der sættes ind med en massiv og effektiv kontrol af de muslimske friskoler, hvor man kan frygte, at der prædikes meget rabiat tankegods ind i undervisningen.

Men, uden hjælp fra danske muslimer til at udvikle, præsentere og fastholde en moderat udgave af islam her til lands, kan man godt frygte for sammenhængskraften og dermed velfærdsstatens overlevelse på lang sigt. 

Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk  




DF står fast på asylaftale

Tirsdag den 29. januar 2008

Af Peter Skaarup

Det danske samfund, herunder dansk økonomi, har været gennem en rivende udvikling i de seneste seks år. Det skyldes ikke mindst genopretningen af det danske samfund, efter et årti belastet af en dybt uhensigtsmæssig indvandring fra Mellemøsten, der stadig trækker dybe spor. Dengang som nu, var og er det en akse bestående af det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, der kæmper for at åbne Danmarks grænser for meget svært integrerbare mennesker fra Mellemøsten.

Der sidder i Danmark en relativt lille gruppe udlændinge, som ikke kan få asyl, som kategorisk nægter at efterleve deres afslag og rejse hjem til eksempelvis Irak, hvor der i den nordlige kurdiske del af landet heldigvis er ganske fredeligt. Dansk Folkeparti har ikke nogen forståelse for, at afviste asylsøgere trækker pinen ud ved at nægte at samarbejde om egen hjemrejse. Vi har derimod accepteret at indgå en aftale om at tillade en gruppe familier med børn, som jo i sagens natur ikke er skyld i deres forældres beslutning om at blive ulovligt i Danmark, at flytte ud fra centrene. Det drejer sig om et ganske begrænset antal familier.

Det er afgørende for Dansk Folkeparti, at det ikke betyder, at der breder sig en stemning blandt afviste asylansøgere – såvel som blandt potentielle asylsøgere i udlandet – om, at det kan betale sig at undlade at rejse hjem efter at være blevet afvist. Sker det, vil portene stå åbne for tusinder af asylansøgere, lige som under Nyrup-regeringen, og den ukontrollable, meget omkostningskrævende og helt uhensigtsmæssige indvandringspolitik ville blive genoptaget.

Danmark har stadig et kæmpe efterslæb på integrationsområdet, hvor titusinder af ikke-vestlige indvandrere aldrig kom i job og derfor ligger samfundet til byrde. Samtidig er deres efterkommere voldsomt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. Nye undersøgelser viser oven i købet, at asylmodtagere er blandt de mest kriminaliserede indvandrere, hvilket ikke just taler for at øge indvandringen fra den kanal.

Dansk Folkeparti ser ingen grund til at ændre på den aftale, som vi har indgået med regeringen. Det undrer os i den forbindelse, at de grønlandske folketingsmedlemmer i modsætning til normal praksis pludselig blander sig i dansk indenrigspolitik. Den ændrede praksis fra de socialistiske grønlandske folketingsmedlemmer har vi i Dansk Folkeparti noteret os. I den forbindelse er det også vigtigt at notere sig, at det grønlandske samfund er præget af mistrivsel blandt mange børn og unge, hvilket må betyde, at grønlænderne ikke synes fuldt ud i stand til at håndtere egne sociale problemer. Det sætter det grønlandske brud på normal praksis vedrørende at undlade indblanding i danske forhold i relief.

Dansk Folkeparti står fast på den aftale, vi har indgået med regeringen, om de afviste asylansøgere. Af ovennævnte grunde ville det være en halsløs gerning igen at gøre Danmark til et attraktivt land for menneskesmuglere og andre, der er ude efter en bedre tilværelse, men som ikke er rigtige flygtninge.

Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk

 

 

 Søndag den 30. december 2007

Peter Skaarup: Bhutto-attentat skal efterforskes

Vi var vist mange, der holdt vejret, da meldingerne om attentatet mod Benazir Bhutto begyndte at tikke ind på nyhedsbureauerne. Og den endelige meddelelse om, at det bedste håb for demokrati i Pakistan lige i øjeblikket var blevet myrdet, sendte chokbølger gennem hele verden. Bhutto var ikke fejlfri, men hendes pro-vestlige holdninger kunne have hjulpet med at vende Pakistan i retning af Vesten og demokrati. Nu efterlader hendes morder et Pakistan i kaos og opløsning, og jeg frygter, at de destruktive islamister vil få let spil til at indføre en egentlig islamisk stat på kollisionskurs med Vesten og bevæbnet med atomvåben. 

Mere end nogensinde er det derfor vigtigt for NATO at være stærkt til stede i Afghanistan. Mordet på Bhutto må ikke få held til at styrke Taleban, og det bliver vigtigere end nogensinde at føre kontrol med grænsen til Pakistan. Vi må stå vagt om de spæde demokrati i Afghanistan, som nu er et af de eneste lys i mørket i den ustabile region. 

Det ser sort ud, men selvfølgelig må vi ikke opgive håbet for Pakistan. I første omgang tror jeg, at det er vigtigt at få klarlagt, hvad der rent faktisk skete under attentatet. Blev Bhutto dræbt af skud eller af eksplosionen og hvem står bag? De talrige konspirationsteorier, som i øjeblikket florerer i landets undtagelsestilstand, tjener kun til at skabe mere kaos, mistro og vold.  

Jeg vil derfor opfordre den danske regering til at bakke op om præsidentkandidat Hillary Clintons opfordring til at igangsætte en international, uafhængig undersøgelse af drabet. Det er vigtigt med en troværdig og grundig efterforskning, hvis Pakistans politikere skal have mulighed for at samle stumperne op, inden islamisterne får overtaget i den desperate befolkning.

Har du kommentarer? Så skriv til dfkies@ft.dk

 

 

Peter Skaarup: Regeringen åbner for god overenskomst – tid til solidaritet

Den 21. december 2007 

Dansk Folkeparti har kæmpet en lang sej kamp for at få sat 5 milliarder kr. af til de lavest lønnede offentligt ansatte i omsorgssektoren. Regeringen har hele tiden været afvisende og er blevet støttet af andre, der heller ikke for alvor har turdet ”udfordre den danske model”.

Resultatet trods den massive modstand mod at forbedre forholdene for de lavtlønnede offentlige ansatte er, at regeringen trods alt er kommet Dansk Folkeparti i møde i erkendelse af, at vi står overfor en stor afvandring fra lavtlønsfagene, hvis der ikke sker noget.

Der er således sat ca. 5 milliarder kr. af over de næste tre år til de offentligt ansatte, før de endelige forhandlinger. Det betyder, at det nu er op til overenskomstforhandlerne at gøre arbejdet færdigt og fordele midlerne imellem de offentligt ansatte således, at de lavest lønnede får en god bid af kagen som også angivet i LOs kongresbeslutning. 

Regeringens udspil på en 4 procent lønstigning er ikke så ringe endda, når man påtænker, at fagforeningerne naturligvis forlanger ekstra penge. Spændende bliver det. På forhånd er der ingen tvivl om, at budskabet fra et flertal af de politiske partier nemlig Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti er blevet noteret både hos arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden. En meget central udtalelse fra LO’s 36. kongres i oktober måned 2007 skal man hæfte sig ved: ”Alle offentligt ansatte skal have bedre aflønning med vægt på en solidarisk prioritering af de lavtlønnede, som ikke mindst findes indenfor for de typiske kvindefag.”

Bedre og mere klart kan det ikke siges. Det er nu op til fagbevægelsen at udvise den nødvendige solidaritet med de lavtlønnede. Hele fagbevægelsens fundament hviler på den fornemme tanke, at lønmodtagere skal udvise solidaritet med hinanden, og især de svageste og dårligst stillede. Forårets vigtige forhandlinger, der må og skal føre til, at det bliver mere gunstigt at være ansat i hjemmeplejen og i offentlige lavtlønsjobs generelt, bliver den store lakmusprøve på denne solidaritet.

Endelig vil jeg bemærke, at solidariteten med de offentligt ansatte synes at mangle fra nogle gruppers vedkommende. Medens det mange steder kniber med at finde nok ansatte til eksempelvis rengøringsjob og plejejobs, har 8000 indvandrerkvinder i en nylig undersøgelse svaret nej til, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet på trods af, at de får en offentlig ydelse betinget af, at de netop skal stå til rådighed.

Det betyder, at mange indvandrere i stedet for at give en hånd med og hjælpe til med at få samfundet til at fungere, har valgt at sidde med armene over kors - måske dikteret af deres mænd...... Det er højst bemærkelsesværdigt, at kommunerne ikke gør mere ud af at få de sidste ledige, herunder mange indvandrere i beskæftigelse, i en situation, hvor der mangler hænder. Det er ikke særligt solidarisk med de offentligt ansatte, der går ned med stress pga. travlhed, at ikke alle frivilligt giver en hånd med. Derfor er det ekstra afgørende, at det bliver mere lønsomt at være ansat i plejesektoren, så også de manglende stillinger kan blive besat og de mange dygtige medarbejdere fastholdt.  

Glædelig jul og godt nytår!   

Har du en kommentar: Så skriv til dfkies@ft.dk




Peter Skaarup: De afviste asylansøgere vil blive på centrene
Christiansborg, den 13. december 2007

Ovenstående er ikke udtryk for Dansk Folkepartis ønsketænkning, men derimod overskriften på en avisartikel fra Roskilde Dagblad den 12. december 2007. Jeg tillader mig at citere: ”De afviste asylansøgere på Center Avnstrup på Midtsjælland venter i tavshed på at blive tilbudt en bolig uden for centret, hvis de overhovedet tænker på det, vurderer centerleder Carsten Isaksen overfor Dagbladet Roskilde. Vi mærker ikke noget pres her på Center Avnstrup. De eneste, der en gang imellem taler lidt om det, er faktisk personalet, siger centerlederen.”

”Hvis man flytter børn ud af centrene, risikerer de at miste deres netværk,” vurderer leder af asylafdelingen i Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz.

Ovenstående historie kommer efter en artikel i Berlingske Tidende, hvor Røde Kors-medarbejdere udtrykte bekymring for asylansøgernes børns ve og vel, hvis de pludseligt og brutalt blev flyttet fra deres netværk på asylcentrene. Den historie kommer som opfølgning på et indlæg i Ugeskrift for Læger, hvor en ledende psykiater tager bladet fra munden, jeg citerer fra artikel i Nyhedsavisen:

Anklagen kommer fra Eric Schaumburg, der i 15 år har fungeret som psykiater i Røde Kors og til daglig er overlæge på den psykiatriske afdeling på Helsingør Sygehus Han langer ud efter sine kolleger i en kronik i Ugeskrift for læger. 

Jeg mener, at der findes flere læger uden for Røde Kors, der overdriver og skriver tendentiøse lægeerklæringer. De gør det helt sikkert velmenende. Men på den måde bliver det falske diagnoser, og det mener jeg er misbrug, siger han til Nyhedsavisen.
Udover at de falske diagnoser skader lægernes troværdighed og giver asylansøgere opholdstilladelser på falsk grundlag, er de også med til at skade de asylansøgere, der rent faktisk er syge, pointerer Schaumburg.

Med ovenstående in mente er det svært ikke at få den tanke at store dele af valgkampen blev ført på et noget forkert grundlag. De afviste asylsøgere lider naturligvis ikke i det danske asylsystem, ud over den lidelse de påfører sig selv ved ikke at tage imod tilbuddet om hjælp til hjemrejse og genetableringsstøtte. Ovenstående afsløringer kommer oven i købet efter, at DR lige da valget var overstået,  kunne afsløre, at mange asylansøgere, herunder også afviste asylansøgere, bliver brugt som billig arbejdskraft i danske virksomheder og derved som løntrykkere. Fagforeningernes reaktion har været lavmælt og skattemyndighedernes lige så.

Der tegner sig efterhånden et meget bastant billede af, at debatten om afviste asylsøgere bliver ført på et meget løst grundlag og et til tider manipuleret grundlag. Det bekræfter mig i, at vi skal være forsigtige og grundige, hvis vi foretager ændringer i politikken på udlændingeområdet. Asylsystemet bryder sammen og mister sin mening, hvis vi ikke følger ens regler for alle, hvilket betyder, at afviste asylansøgere naturligvis ikke skal belønnes for at udsætte deres hjemsendelse.  Men kan vi gøre noget for at hjælpe børnene, som er forældrenes ufrivillige gidsler, skal vi gøre - men det skal være gennemtænkt.    

Vi skal selvfølgelig stadigvæk behandle både børn og voksne humant, selvom de modarbejder deres egen hjemsendelse, men antallet af afsløringer, der til stadighed hober sig op i debatten om de afviste asylansøgere og asylansøgere i det hele taget, mere end godtgør, at den stramme danske asylpolitik ikke bør ændres.

 
Har du en kommentar: Så skriv til dfkies@ft.dk





Marlene Harpsøe: Ny på Tinge

27. november 2007

Jeg havde været ude og pille plakater ned og var lige trådt ind af døren med min kæreste, da min bror ringede sent den 14. november. Han havde siddet klinet til Indenrigsministeriets hjemmeside hele aftenen, for at følge valgresultatet i Nordsjællands Storkreds. ”Er jeg blevet valgt?”, spurgt jeg ham, klar til at modtage skuffelsen, hvis det blev et nej. I stedet svarede han ”Ja det er du”. Min første indskydelse var, ”det er løgn”, hvorfor min bror måtte bekræfte at det skam var rigtigt at jeg var valgt. 

Det havde været en utrolig spændende aften, da min medkandidat, Martin Kelkelund og mine stemmer lå meget tæt. Det endte med, at jeg fik 2 stemmer mere end Kelkelund. Kelkelund har indgivet en klage til Indenrigsministeriet for at få en omtælling. I skrivende stund sidder Udvalget for Valgets Prøvelse og tager stilling til om de ønsker at imødekomme klagen samt ønsket om en omtælling af stemmerne. Jeg synes det er forståeligt, at Martin Kelkelund ønsker en omtælling. Jeg ville have ønsket det samme, hvis jeg sad i en tilsvarende situation. Så det er stadig meget nervepirrende. 

Den sidste uge har været en blanding af stor glæde og mange nerver. Jeg har modtaget lykønskninger og blomster fra mange søde mennesker – og jeg er meget rørt og glad for hver en positiv tilkendegivelse. Samtidigt har mit hjem helt naturligt været en banegård for journalister og fotografer. Men nerverne har stadig siddet uden på tøjet, fordi afgørelsen vedrørende mit mandat stadig ikke er afklaret. Så jeg venter i spænding. 

Arbejdet i folketingsgruppen startede med et seminar for os nyvalgte. Vi er seks nyvalgte – fem kvinder og en mand. Om aftenen samledes hele folketingsgruppen til en fælles middag på Store Kro i Fredensborg. Dagen derpå holdt vi vores første gruppemøde, hvor vi bl.a. skulle byde ind på de områder, som vi særligt ønskede at arbejde med. Jeg bød ind på ligestillingsområdet, da jeg mener ligestilling alt for ofte tages for givet i Danmark. Men ligestillingen gælder desværre ikke alle i Danmark, og derfor ønsker jeg at sætte fokus på og fremme ligestillingen - bl.a. for indvandrerkvinder. 

På dagens gruppemøde blev jeg udpeget som Dansk Folkepartis ligestillingsordfører. Det glæder mig utrolig meget, og jeg ser frem til det arbejde der knytter sig til ordførerskabet.

Lagt ud den 27. november 2007.

Har du en kommentar: Så skriv til dfmabh@ft.dk




Peter Skaarup: Tak for et godt valg
                                                                                                                                                                          
Så oprandt dagen endelig, for vælgernes dom. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en udfordrende og lidt usædvanlig valgkamp. Valgets tema har i høj grad været om kendispartiet, Ny Alliance, kunne komme til at blive kongemagere og udpege en statsminister. Det lykkedes som bekendt ikke, fordi vælgerne til sidst valgte det trygge og det sikre, nemlig VOK.

Jeg er overbevist om, at Dansk Folkepartis fremgang skyldes, at vi har insisteret på at stå fast på egne værdier. De danske værdier. Samtidig har vi fremført vores egne holdninger - istedet for at nedgøre andres.

Det har overrasket mig en smule, at så mange partier primært er gået til valg på at holde DF fra indflydelse. De selv samme partier synes til gengæld at være blevet straffet af vælgerne. Margrethe Vestager og det Radikale Venstre synes at have mislykket totalt med deres årtier lange dæmoniseringskampagne rettet mod DF. De Radikale vælgere synes i stedet at være gået til SF i hobetal, hvilket kan skyldes Villys lune facon.

Ny Alliance slap heller ikke for heldigt af med at ville sætte DF uden for indflydelse, og synes nu at skulle spille en mere jordnær rolle, end partiet havde sat næsen op efter for nogle få dage siden. Historien om Ny Alliances storhed og fald bringer mindelser om det kendte folkeeventyr om konen i muddergrøften, der stiler så højt, at hun til sidst sætter al sin fremgang over styr og ender med intet at have opnået, fordi hun glemmer ydmygheden. 

Netop ydmyghed i forhold til vælgerne og befolkningen er en dyd, der kendetegner Dansk Folkeparti. Vi har ingen fine fornemmelser og intet behov for at køre i ministerbiler. Vi bliver valgt af folket til at repræsentere folket og varetage dets interesser på Tinge. Vores gør-hvad-vi-siger resultater hænger ene og alene sammen med, at vi har en høj troværdighed blandt vores vælgere, og at vi lytter til dem og tager deres bekymringer og indvendinger seriøst.

Dansk Folkeparti har som følge deraf ført en traditionel Dansk Folkeparti-kampagne. Vi har fremhævet danske værdier om ligestilling, demokrati og ytringsfrihed. Vi står vagt om vores kultur og oprindelse. Vi skammer os ikke over at være danske, men er tværtimod stolte over vores land og dets fornemme internationale placering og nationale trivsel og sammenhængskraft. 

Jeg er en smule træt nu ovenpå en kort og intens valgkamp. Men energien og virkekraft kommer snart igen og selvom det nye folketing i princippet holder møde den 27. november, sker der reelt mange ting inden da. Vælgernes tillidserklæring til Dansk Folkepartis projekt og den fortsatte tillid til, at VOK kan gøre en positiv forskel i fremtiden, giver et fantastisk rygstød i det daglige virke på Christiansborg.

Jeg vil gerne takke alle vores vælgere for et fantastisk valg og for en enorm tillidserklæring.  At gå frem for fjerde folketingsvalg i træk er en total-oplevelse, som ikke kan beskrives.

Lagt ud den 17. november 2007.

Har du en kommentar: Så skriv til dfkies@ft.dk




Dansk Folkeparti overrasket over at asylansøgerne arbejder sort

Christiansborg lørdag den 10. november 2007

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, udtrykker forbløffelse over, at de afviste asylansøgere i Center Sandholm for manges vedkommende arbejder sort. Oplysningerne kommer på et tidspunkt, hvor mange medier i månedsvis har rapporteret om, at de afviste asylsøgere som ifølge medierne går og keder sig og har det skidt. Nu viser det sig, at trods af, at der nærmest dagligt har været reportager fra asylcentrene, har ingen journalister hidtil fundet ud af, at mange asylsøgere arbejder sort. Tværtimod har fortællingen i medierne været, at asylansøgerne sad og kedede sig dagen lang.

Ingen kan vide præcist, hvorfor Dansk Røde Kors ikke har været opmærksom på problemet og ikke har reageret på det. Vi kan heller ikke vide om, hvorfor ingen medier har opdaget problematikken noget før, men man kan da undre sig i sit stille sind over, at det tilsyneladende har gået for sig over lang tid uden, at nogen har reageret på det.

Det danske velfærdssamfund bygger på, at vi betaler en relativ høj skat og til gengæld får et velfungerende velfærdssamfund tilbage, der tager vare på de svageste og sikrer gratis uddannelse, hospitalsbehandling og social sikring. Velfærdssamfundet kan ikke i længden bestå, hvis man unddrager sig skattebetaling, og når man er asylsøger er det vel ikke for meget forlangt, at man overholder landets lovgivning.

Jeg vil således bede integrationsminister Rikke Hvilshøj undersøge omfanget af det sorte arbejde blandt asylansøgerne med henblik på, at der bliver grebet ind overfor de ulovlige aktiviteter  ligesom vi må have svar på, at nogen har kendt til sagen og i givet fald må de pågældende drages til ansvar. Dansk Folkeparti vil følge sagen nøje med henblik på at få belyst præcist, hvad der foregår og for at få ordnede forhold i asylcentrene hurtigst muligt.

Har du en kommentar: Så skriv til dfkies@ft.dk

 

Christiansborg, fredag den 2. november 2007

Morten Messerschmidt: Valgkampen godt fra start

Da Anders Fogh for en uge siden trykkede på valgaftrækkeren, lød der er sug gennem Christiansborg. Sådan er det altid, når der udskrives valg. Først gribes man af en blandet følelse af spænding, nervøsitet samt kampgejst, og stille og roligt som de første dage går, får man overblik over valgkalenderen og føler sig tryg ved den forestående debat med sine modstandere.

Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg ligeså godt indrømme, at jeg elsker valgkamp - det er ikke noget skønnere end de tre uger, hvor man kører på adrenalinen og hver aften har konstant dårlig samvittighed over de ting, man ikke nåede i løbet af dagen. Tre uger fyldt med sjove og spændende debatter, hvor man presser sig selv hårdt - og sine modstandere endnu hårdere. Hvor man aldrig må stille sig tilfreds med sin egen indsats og dag for dag skal forbedre sig i den vigtige kamp med sine hovedmodstandere om de vigtige mandater, der i årene efter skal afgøre Danmarks skæbne. 

Suset i maven har nu lagt sig og valgkampen er godt i gang. Og fra Dansk Folkepartis stol ser valgkampen ud til at forme sig godt. De væsentligste temaer er udlændinge og velfærd, hvilket netop har været Dansk Folkepartis vigtigste prioriteter siden valget i 2001. Kun ét tema savner jeg - og det er EU, hvor særligt spørgsmålet om en folkeafstemning burde prioriteres højere blandt valgtemaerne. Desværre er ja-partierne rørende enige om, at man ikke skal diskutere hverken forfatning, afstemning eller andet om EU inden valget 13.november - og på den måde er vi næsten sikre på igen at få et Folketing, der på EU-området er helt ude af trit med befolkningen.

Her i Østjylland kan jeg på trods af de mange uforudsigelige ting, som enhver valgkamp er præget af, sige, at udsigten er god. Jeg har haft mine første debatmøder på diverse gymnasier, VUC´er og andre uddannelsesinstitutioner; jeg har besøgt en række virksomheder, herunder også Bazar Vest i Brabrand og haft gode debatter om så forskellige temaer som ulighed, indvandring, strafferammer og uddannelsespolitik. Der er næppe nogen befolkning i verden, der som danskerne går ind i deres politikere med træsko på - det er skønt! Ingen nølen, men ren konfrontation - og hvor er det skønt. Her oplever man ikke den polerede overflade, der ellers er så dominerende på Christiansborg. Her kalder man en spade for en spade. Det kunne vi godt bruge lidt mere af på Christiansborg.. 

I de kommende dage stiger antallet af møder og bliver kombineret af en lang række gadeture, hvor vælgerne udfordres af vore klare budskaber og vi som folketingspolitikere udfordres af borgernes daglige problemer og oplevelser. Det er en stor inspiration - ikke bare i forhold til valgkampen, men ligeså meget til arbejdet efter 13.november.

 

Har du en kommentar så skriv til: dfmome@ft.dk

Christiansborg den 28. oktober 2007

Peter Skaarup: Der skydes med skarpt i nattelivet

En ung mand tilsyneladende med arabisk baggrund efterlyses efter at have skudt med skarpt udenfor spillestedet Vega i hjertet af København natten til lørdag. Det er efterhånden næsten blevet en ugentligt tilbagevendende begivenhed, at der bliver skudt med skarpt eller stukket med knive i det danske natteliv. Alt for ofte er de efterlyste gerningsmænd af anden etnisk herkomst, sydlandsk af udseende, andengenerationsindvandrere og så videre. Det på trods af, at de stadig ikke udgør en stor del af befolkningen; indvandrerne fra det muslimsk dominerede Mellemøsten. 

Synd og skam er det for de indvandrere, der opfører sig ordentligt og ikke ønsker andel i skyderier, narkohandel og lignende, at gruppen af kriminelle indvandrere er så dominerende i kriminalitetsbilledet.  

Denne valgkamp har handlet en del om afviste asylansøgere, med streg under afviste. Dansk Folkeparti ryster ikke på hænderne. Når man er afvist skal man tage hjem. Desværre er der opstået et helt nyt parti, hvis ene hovedbudskab er, at afviste asylansøgere ikke skal tage hjem igen, hvis de ikke har lyst. Jeg tænker her på Ny Alliance. Alliancen af de kendte med penge på kistebunden og de rigtige holdninger, der ønsker nedlæggelsen af asylcentrene. Nogle af asylcentrene ligger jo også i Nordsjælland, hvor de mange nye asylsøgere ikke vil have råd til at bo, hvis Ny Alliance skulle have held til at åbne grænserne. 

Men, det er ikke kun i nattelivet, at der er store problemer i forhold til indvandring af mennesker, der ikke for alles vedkommende kan og vil leve fredeligt side om side med den danske befolkning. Hizb ut -Tahrir har aldrig lagt skjul på sine antidemokratiske holdninger og drøm om at omstyrte demokratiet også med vold, selvom de officielt nægter det. I lørdagens Berlingske Tidende fortæller en fremtrædende afhopper fra Hizb ut-Tahrir, Maajid Nawaz, at den ekstreme organisation ønsker atomvåben i sin jagt på det islamiske kalifat. Det er et uhyggeligt perspektiv, men desværre ikke utænkeligt i fremtiden, hvor et politisk ustabilt land som Pakistan kunne blive overtaget af muslimske fundamentalister. Samtidig er vi en situation, hvor Iran jager a-våben, hvilket kan udløse et frygteligt fremtidsperspektiv.

Der er ingen tvivl om, at udfaldet af denne valgkamp er afgørende for, om Danmarks grænser bliver åbnet igen. Skulle det lykkes Ny Alliance at skabe flertal med venstrefløjen, er det svært at forestille sig, at der ikke vil ske en stigning i tilstrømningen af især muslimske indvandrere. Hvordan de skal integreres, hvor de skal bo og hvordan Ny Alliance vil finansiere denne store ekstra udgift samtidig med sænkelsen af skatten for de mest velhavende, står helt uklart hen. 

Har du en kommentar: Så skriv til dfkies@ft.dk

Karin Nødgaard: Endelig skete det        24. oktober 2007

Så skete det endelig. Det har vrimlet med rygter længe, men nu er det ganske vist, og der ligger tre ugers intens valgkamp forude. Det bliver spændende at være med til, og jeg glæder mig til at kæmpe for at få en periode mere for Dansk Folkeparti på Christiansborg.

Kamp bliver der om vælgernes gunst. Der er ingen tvivl om, at statsministeren har gjort det rette ved at udskrive valget nu. Der trænger til at blive ryddet op, så der kan startes på en frisk. Det skylder vi borgerne i Danmark. 

For mig personligt bliver det dejligt at skulle tale om de danske værdier, om hvilke forbedringer vi skal have på ældre- og sundhedsområdet, og så er det jo en mærkesag for mig at huske de unge i det politiske spil. Ofte bliver de unge glemt, men det er vigtigt at i en verden i rivende udvikling, hvor mange kan være ”med på vognen” er der også nogle unge som ikke trives, som ikke har det bagland som andre unge har, som psykisk ikke har det godt. Dem skal vi huske at rette fokus på. Det har jeg gjort i de forløbne år som folketingspolitiker, og det vil jeg fortsætte med.

Målet må være et sundt liv i et sundt legeme og en tilværelse, som giver den enkelte livskvalitet og tilfredshed med at være borger i dette dejlige land, Danmark.

Har du en kommentar? Så skriv til dfkarn@ft.dk 

Hans Kristian Skibby:  Forkølelse og Røde Kors

Torsdagen gik desværre mest med at få indhentet lidt søvn og få passet ungerne. Nu var det ikke kun Thomas på 1 år, som fortsat var syg, men nu ramte forkølelsen og feberen også storebror Simon på 3 år. Så da Linda skulle på arbejde måtte jeg påtage mig opgaven som hjemmegående husfar med to syge børn. Normalt hjælper en god tegnefilm og lidt ekstra chokolademælk meget på børnenes humør, men det var desværre ikke nok i denne omgang.

Fredag formiddag fik jeg besøg af Anja Poulsen fra Ungdommens Røde Kors. Jeg har gennem flere år været revisor på deres ferielejr for socialt udsatte børn i Sønderjylland. Der er ikke den store arbejdsbelastning i det, men jeg hjælper gerne, hvor jeg kan.

Hvert år gennemfører Ungdommens Røde Kors en række ferielejre. I Anjas lejr er der tilknyttet 30 frivillige hjælpere og 60 børn. De mødes så en uge i sommerferien på en fælles lejr. Forrige år havde jeg selv tid og lejlighed til, sammen med min kone, at besøge deres lejr i Sønderjylland og spise sammen med børnene og hjælperne. Det var en særdeles positiv oplevelse, og jeg har kun positivt at fortælle om de opgaver som Ungdommens Røde Kors beskæftiger sig med.

Politisk har det været en lidt tam dag. Nyhederne fyldes mest ud med den nye aftale i EU omkring forfatningstraktaten, som pludseligt fik nyt navn som reformtraktat. Mon ikke der er tale om en gammel vin på ny flaske? Jeg har været ved at lægge sidste hånd på en række spørgsmål omkring Østjyllands Statsfængsel, som nu skal afleveres til videre besvarelse i Justitsministeriet. Så nu skal vi forhåbentlig se frem til en weekend,